Iskold over for voldtægt, overfald og røverier
Den danske sangerinde Medina er under verbalt angreb fra Eva Agnete Selsing, der er blogger og filosof. Det sker efter Medina i Clement Kjersgaards talkshow 'Vi ses hos Clement' på DR udtalte sig om Danmark og danskernes kurs over for flygtninge.
Medina udtrykte sig klart overfor den danske flygtningelinje, og mener, at det "simpelthen skal laves om". Det fik Eva Agnete Selsing til tasterne.
"Medina er med andre ord præcis så ligeglad med den vold, der følger med indvandringen, som den gennemsnitlige kulturradikale. Altså, iskold over for voldtægterne, overfaldene, røverierne og den generelle forråelse, der breder sig på kontinentet," skriver hun på sin blog i Berlingske.
Det hele handler om, at Medina, som en række andre kendisser, "forsøger at se godt ud" i flygtningedebatten. Det mener Eva Agnete Selsing.
"For sangeren, såvel som for de øvrige migrantvenner, handler det ikke om at gøre noget godt – så havde man jo som minimum sat sig ind i konsekvenserne af den politik, man forlanger – men om at se godt ud," skriver hun i Berlingske.
Det er ikke første gang, at Medina udtrykker sig kritisk overfor den danske flygtningepolitik. Tidligere har hun i DR P3-programmet "Pressen på P3" angrebet Inger Støjberg.
"Det er så forfærdeligt, at medierne i verden samler op på historier som hende idioten, der har lavet de der artikler i en libanesisk avis," sagde Medina med henvisning til annoncerne i fire libanesiske aviser, der skal få asylansøgere til at gå uden om Danmark.