Fortsæt til indhold

Skyderier på åben gade udløser fire visitationszoner

Nordsjællands Politi har indført visitationszoner i Helsingør, Kokkedal og Hillerød

Krimi
Jacob Nielsen

En bandekonflikt ulmer mellem indvandrerbanderne Loyal to Familia og Black Jackets, som er forholdsvis nystartede i Danmark.
"Den nye gruppe, der hedder Black Jackets, og som kommer fra Tyskland, er hovespilleren i de konfliktscenarier, vi ser lige nu. Det handler om markedsandele, de er meget opsat på at udvide deres kriminelle markedsandele i øjeblikket," siger Michael Kjeldgaard, der er leder af NEC - Nationalt Efterforskningscenter til TV 2 Lorry.
Forleden førte det til, at Københavns Vestegns Politi oprettede visitationszoner i dele af Høje-Taastrup og Albertslund kommuner, og nu har også Nordsjællands Politi valgt at indføre zonerne foreløbigt i fire områder i henholdsvis Helsingør, Kokkedal og Hillerød frem til tirsdag den 21. juni.
Oprettelsen af visitationszonerne sker på baggrund af to skyderier i maj måned i Helsingør og Hillerød samt beslaglæggelse af våben i Kokkedal og Hillerød. Begrundelsen for beslutningen er, at politiet har vurderet, at der aktuelt er grund til at foretage besigtigelser og visitationer med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv og helbred, så borgerne kan færdes frit og trygt i området.
"Vores førsteprioritet er at opretholde trygheden for borgerne, hvilket er den primære årsag til, at vi opretter visitationszonerne. Politiets erfaring fra lignende situationer viser, at midlertidige visitationszoner har neddroslet eventuelle konflikter i de berørte områder. Ulovlig våbenbesiddelse straffes hårdt, og vi håber derfor i dette tilfælde, at udsigten til en lang fængselsstraf kan få de involverede parter til at tænke sig grundigt om," fortæller chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Magnus Andresen.
I visitationszonerne kan politiet uden konkret mistanke foretage stikprøvevis visitation af borgere samt undersøge køretøjer, tøj og genstande for at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.