Slap uset over Øresundsbroen
Det er lykkedes fem unge asylansøgere at snyde politiet. De fem unge gik nemlig hele vejen til Sverige via Øresundsforbindelsen. Det skete 12. maj, bekræfter svensk politi overfor Ritzau.
De fem asylansøgere gik i tunnelen ved Kastrup og passerede via Peberholm til broen, hvor de nåede Sverige uden at blive stoppet.
"Det var en gruppe af unge, der alle var under 18 år gamle. Vi tog hånd om dem og overlod dem til Migrationsverket (Udlændingestyrelsen, red.), så de kunne søge asyl," siger talsmand for svensk politis region Syd Ewa-Gun Westford til Ritzau.
Det er langt fra første gang, at flygtninge forsøger at gå hele vejen til Sverige. Men tidligere er de dog blevet stoppet på vejen, fortæller Ewa-Gun Westford. Så sent som i torsdag forsøgte en anden gruppe at gå til Sverige via Øresundsforbindelsen.
Forbindelsen har en stribe alarmer, der går i gang, hvis personer forsøger at gå igennem tunnelen. Alarmerne blev også udløst af de fem asylansøgere, der dermed fik stoppet togdriften. Men alligevel nåede de altså hele vejen over.
"Vi tror på, at der kommer til at blive flere, der forsøger, fordi flygtningepresset er øget. Men det er forbudt, og det er farligt både for dem selv og andre trafikanter. Derfor er det livsvigtigt, at de bliver opdaget i tide. Vi vil også gerne opfordre folk til at ringe til os, hvis de opdager flygtninge i tunnelen," siger Ewa-Gun Westford til Ritzau.
Svensk politi mener, at opgaven grundlæggende ligger på den danske side, når det kommer til at stoppe flygtninge i at gå gennem tunnelen.
Til mediet News Øresund fortæller Øresundsbron, der står for forbindelsen, at flere end 55 asylansøgere har forsøgt at gå til Sverige i år via tunnel og bro.