Fortsæt til indhold

9,6% ikkevestlige indvandrere og efterkommere

Krimi
Af Daniel Sennek

Tilstrømningen af flygtninge til Danmark er så markant, at den direkte kan aflæses i de befolkningsfremskrivninger, som Danmarks Statistik hvert år udarbejder. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge Danmarks Statistik regner man nu med, at der i 2020 vil være 562.000 ikkevestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. Eller det, der svarer til 9,6 procent af den danske befolkning. Det er 75.000 flere end prognosen fra sidste år, hvor det var forventet, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere ville udgøre 8,4 procent af befolkningen i 2020.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener, at udviklingen truer den sproglige og kulturelle sammenhængskraft i Danmark, og han kræver yderligere stramninger fra regeringen.
"Når sådanne tal kommer frem, undrer det mig dybt, at hverken regeringen eller andre partier er parate til at gennemføre nye stramninger. Vi er i gang med en udskiftning af den danske befolkning med befolkningsgrupper fra Mellemøsten, ligesom vi allerede i dag ser det i forskellige ghettoområder," siger Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten.
Socialdemokraterne erkender, at kommunerne vil blive presset, og blandt andet derfor foreslog Henrik Sass Larsen, Socialdemokraternes gruppeformand, at åbne debatten om et asylloft.
Men Venstre mener ikke, at der aktuelt er behov for yderligere stramninger. Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører, peger på, at asyltallet er faldet de seneste måneder. Fortsætter det, kan det vise sig, at fremskrivningen ikke holder stik, og at væksten i ikkevestlige indvandrere og efterkommere er lavere end ventet i 2020, pointerer han.
"Vi ønsker på ingen måde at se den stigning, som prognosen viser. Det er netop derfor, at vi har gennemført de nok mest omfattende stramninger, der er set på udlændingeområdet. Jeg er glad for, at vi i øjeblikket har det laveste antal asylsøgere i fem år, men skulle det gå hen at stige igen, så har vi også sagt, at vi ikke afviser at komme med flere stramninger," siger Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører til Jyllands-Posten.
Ikkevestlige indvandrere og efterkommere udgør i dag 7,9 procent af befolkningen.