Teater-vidner efterlyses
Natten til torsdag fandt en tilfældig forbipasserede skovgæst en slemt tilredt mand liggende i Dyrehaven. Det skriver Ekstra Bladet.
Offeret, som er i midten af 40erne, var bevidstløs efter meget alvorlig vold, som politiet mener er foregået med en kølle eller lignende slagvåben.
"Vi ved ikke så meget om, hvad der er foregået endnu, men han har været udsat for noget ganske alvorligt vold. Han er meget ilde tilredt. Faktisk har jeg aldrig set noget lignende," siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Nordsjællands Politi, Henrik Gunst, til Ekstra Bladet.
Manden er fortsat bevidstløs og ligger i respirator på hospitalet. Det er derfor sparsomt, hvad politiet ved. Ifølge Ekstra Bladet skulle det ligge fast, at der er tale om et fuldgyldigt medlem af rockerbanden Hells Angels.
Søger vidner
For at komme nærmere årsagen til overfaldet og de skyldige efterlyser Nordsjællands Politi vidner, som kan have set noget onsdag aften omkring Fortunvej i Dyrehaven.
Samme aften afholdt Det Kongelige Teater premiere på den stort anlagte forestilling Kong Arthur med Nicolas Bro i hovedrollen i Ulvedalene ikke langt fra stedet, hvor den kvæstede mand blev fundet.
"Vi vil selvfølgelig gerne høre fra gæsterne der, hvis de på vej hjem har set eller hørt noget, som måske kan hjælpe os videre," siger Henrik Gunst til Ekstra Bladet.
Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.