Har du set røveren på krykker humpe afsted?
Uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport fra onsdag 1. juni til torsdag 2. juni
En 56-årig mand blev i morges klokken 6.26 udsat for røveri på Immervad i Aarhus.
Manden var stået tidligt op for at tage nogle billeder i byen, da en mand med et afrikansk udseende kom hen til ham. De to talte sammen i 10 minutter, men pludselig rejste gerningsmanden sig og skubbede hårdt til den 56-årige, så han faldt bagover.
Overfaldsmanden rev ærmet i den forurettedes jakke i stykker og stjal nogle mønter fra inderlommen.
Gerningsmanden gik men kom tilbage to-tre minutter senere. Her trak han ofret over til grillbaren på Lille Torv, hvor han skubbede ham ned mod jorden. Nu stjal den somalisk udseende mand 700 kroner fra den 56-åriges lomme. Ofret råbte om hjælp, men ingen reagerede, oplyser Østjyllands Politi.
Pengene blev overleveret til en anden afrikansk mand, og de forlod begge stedet ad Guldsmedgade.
Mændene beskrives som
Manden som skubbede: Afrikansk/somalisk af udseende, 20-25 år, 180-185 centimeter høj og spinkel. Havde sort, kort, krøllet hår samt et ar på højre underben. Han var iført grøn jakke, gik med krykker og havde en humpende gang.
Manden som kom til senere: Afrikansk/somalisk af udseende, 20-25 år, 180-185 centimeter høj, spinkel af bygning og var iført sandfarvet jakke.
Vidner til overfaldet og personer, der kan identificere gerningsmændene på signalementet, bedes kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
Døgnet i øvrigt
Stjålet motorcykel
På Daugbjergvej i Aarhus fik politiet i går kl. 21.22 kontakt til to personer, en 17- og en 19-årig mand fra Aarhus, der netop havde sat en motorcykel fra sig. Politiet havde fået en anmeldelse om, at den kørte rundt i området. Motorcyklen var stjålet. De to blev anholdt kl. 21.25, og afhøring af de to anholdte gjorde, at endnu en 17-årig mand fra Aarhus blev anholdt. De er nu alle sigtet for brugstyveri af motorcykel og løsladt.
Færdselsuheld
En 31-årig kvindelig bilist kørte i går klokken 7.14 ad Randersvej i Aarhus N i nordlig retning, da hun overså, at der var kødannelse cirka 300 meter før rundkørselen ved Paludan Müllers Vej. Kvinden nåede ikke at bremse op i tide, hvorved hun påkørte en forankørende bilist, som blev skubbet ind i en tredje bilist. Der skete udelukkende materiel skade ved uheldet.
Kørsel uden førerret
En 31-årig mandlig bilist blev i går klokken 12.25 på Sibirien i Aarhus C bragt til standsning af en patrulje, som sigtede manden for kørsel uden førerret.