Fortsæt til indhold

I dag kan 'Boghandleren fra Brønshøj' miste sit danske pas - som den første nogensinde

Krimi
Af Daniel Sennek

56-årige Said Mansour modtog sidste år en historisk dom i Landsretten. Her blev han idømt fire års fængsel - i sig selv ikke banebrydende - og udvist af Danmark for bestandigt. Samtidig fik 'Boghandleren fra Brønshøj' frataget sit danske pas - som den første nogensinde i Danmarkshistorien. Det skriver BT.
Said Mansour, der tidligere hed Sam Mansour, blev dengang dømt for at have opfordret til drab på navngivne personer og for at have overtrådt straffelovens racismeparagraf i e-mails og opslag på sociale medier som Facebook, hvor han bl.a. skrev:
"Vi er terrorister, og terror er en pligt. Både Øst og Vest må vide, at vi er terrorister, og vi er frygtindgydende," skriver BT.
Han er også blevet dømt for at udbrede tre bøger om den kontroversielle islamistiske prædikant Abu Qatada, der var kendt som Osama bin Ladens højre hånd i Europa. Det skete fra 'Al Nur Islamic Information’, som han har drevet siden 1992, og som har givet ham tilnavnet ‘Boghandleren fra Brønshøj’.
Said Mansour har været dansk statsborger siden 1988, men stammer oprindeligt fra Marokko. I Landsretten lagde han ikke skjul på, at en udvisning ville blive hans død.
"Jeg bliver henrettet," sagde Said Mansour ifølge Ritzau.
Så da dommen faldt i Landsretten ankede Mansour og hans advokat sagen til Højesteret, der tirsdag behandler sagen. Den endelige dom ventes først i næste uge.