"TÆNK JER NU OM NÅR I GRILLER!"
"Tænk jer nu om, kære grillere. Man går ikke fra varm aske, kul eller engangsgrill uden at have slukket med vand først!"
Sådan skriver Helle Møbius efter hun fredag aften måtte se sin datter blive slemt forbrændt på foden af glødende kul, der blot var smidt midt i græsset.
"I går endte en hyggelig aftentur til Ishøj strand brat for min datter og jeg, fordi nogle ubetænksomme og egoistiske personer havde smidt deres grillaske ud på græsset tæt på legepladsen."
Men det måske værste var den manglende reaktion fra dem, der sad og grillede.
"Et lille barn i stor smerte og dem, der sad omkring og grillede gloede bare og spiste videre. En person rejste sig, efter jeg råbte efter vand, og tog en flaske vand og hældte ud over asken, hvorefter røg stod op i luften."
"Et barn på armen og i løb til toilettet hvor der var koldt vand. 7 timer med foden i vand og smerten begyndte at fortage, en urolig nat, søndag formiddag på skadestuen og diagnosen er en "god" 2. grads forbrænding.
Helle Møbius har et klart budskab til de danskere, der griller - og det er blevet delt mere end 15.000 gange.
"10 dage skal foden være pakket ind og må ikke blive våd og beskidt grundet muligheden for en infektion. Vores weekend blev pludselig ændret til mindre sjov så: TÆNK JER NU OM NÅR I GRILLER!!"