Fortsæt til indhold

26-årig kan være sluppet ud af Danmark

Krimi
Af Jørgen Flindt

Politiet er stadig på jagt efter en 26-årig mand fra Vejle. Manden, der har afghansk baggrund, er mistænkt for at stå bag det brutale drab, som onsdag aften fandt sted i Vestergade i Vejle.
Der er kommet oplysninger om, at den mistænke mand kan være sluppet ud af Danmark, og derfor har politiet udstedt en international arrestordre på ham og han er internationalt efterlyst gennem Interpol med videre.
Knivdrabet på en 31-årig mand fra Odense satte politiet i højeste alarmberedskab, for den dræbte mand var et ledende medlem af Black Army, en bande fra Odense.
På baggrund af oplysningerne om afdødes medlemskab af Black Army grupperingen, valgte Sydøstjyllands politi meget hurtigt efter modtagelse af oplysningerne om hændelsen, at tage forskellige skridt til at forebygge eventuelle tilløb til voldelige konflikter i bandemiljøet på grund af drabet.
Det oplyses i en pressemeddelelse, at der ikke i det forgangne døgn er konstateret forhold af denne karakter. Der er fortsat ikke flere oplysninger til offentligheden om disse tiltag, der vil blive fortsat, så længe, det skønnes nødvendigt.
"Såfremt nogen måtte have informationer, billeder eller lignende af betydning for sagen, så opfordrer vi til, at man ringer til os på 114. Vi sidder klar til at modtage opkald og takker for hjælpen på forhånd," lyder det fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.