Fortsæt til indhold

Læs hans hjerteskærende historie

Krimi
Af Daniel Sennek

"Når ens barn får kræft, stiger man på et tog, der bare buldrer derudaf. Sådan beskriver mange forældre oplevelsen af de aggressive kræftsygdomme, som børn får. Villads' forældre er ingen undtagelse, for det gik stærkt, da deres 1-årige søn sidste år fik konstateret kræft."
Sådan lyder starten på en historie. Fortalt på Børncancerfondens Facebook-side. Historien om Villads har fået næste 1500 reaktioner på Facebook, og begynder en sommerdag i 2015.
"Villads begynder på få timer at skele kraftigt på det ene øje. Han har det i øvrigt fint, men vagtlægen sender alligevel Villads og hans forældre forbi Holbæk Sygehus, hvor en læge sender dem videre til Rigshospitalet. Her undersøger man Villads og beholder ham natten over, hvorefter familien henvises til en øjenlæge."
Herfra bliver det dog kun værre og værre. For hos øjenlægen for Villads det dårligt, og tre dage senere viser en scanning dog også, at han har stor tumor i hovedet.
"”Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra de første uger på Børnekræftafdelingen. Det var voldsomt at se andre forældre med alvorligt syge børn, men det var som om, vi ikke helt forstod, at vi selv stod midt i det samme, for alt gik så hurtigt. Vi gik fra én tilværelse til noget markant anderledes, der bare buldrede derudad, og hvor der ikke var tid til at forstå, hvad man befandt sig i”, fortæller Sebastian, Villads' far, til Børnecancerfonden."
Herfra går det stærkt, og den lille dreng får fjernet lymfeknuder til undersøgelse, samtidig med at lægerne tager rygmarsvsprøver og en biopsi af tumoren, der er på størrelse med en stor mandarin.
"Den kan ikke fjernes, for den ligger klemt inde mellem knogler i Villads' hoved og hans hjerne, og den vokser fra midten af hovedet, under hjernen og ud mod Villads' øre.
”Da Villads vågnede, havde han sår fra biopsierne og rygmarvsprøven, og han havde fået lagt en sonde og et CVK. Han var pakket ind i slanger og alt muligt, jeg ikke vidste, hvad var. Oveni fik vi at vide, hvor slemt det stod til. Jeg kunne slet ikke være i det. Da Villads vågnede og var helt ude af sig selv, måtte jeg ud og kaste op, mens Villads' mor trådte til som den stærke løvemor”, fortæller Sebastian."

Sjælden kræftsygdom

Den biopsi, som lægerne laver af Villads tumor, viser, at Villads er ramt af en meget sjælden kræftform, Ewing sarkom. Den ses normalt hos teenagere og blot to-tre danske børn om året får den.
"Villads bliver sat i gang med kemoterapi og responderer forbavsende godt på behandlingen. Efter to intensive kure er tumoren i hans hoved væk – til stor overraskelse for lægerne. Der er dog stadig tegn på sygdomsaktivitet, og familien rejser derfor i november til to måneders strålebehandling i Houston.
For to uger siden sluttede Villads' behandling. Den afsluttende skanning viste ingen tegn på sygdomsaktivitet, og stille og roligt erobrer Villads nu livet tilbage.
”Vi forsøger nu at vende tilbage til den virkelige verden, for vi har isoleret os – også udover, hvad vi var nødt til ift. Villads' helbred. Mange venner og familiemedlemmer har undervejs ikke anet, hvad vi har været igennem, for vi har ikke kunnet overskue at fortælle om det. Det har været en proces for os at begribe, hvad der er sket. Nu, hvor Villads har det godt, har vi bestemt os for at turde tro på det bedste. Vi kan ikke bare sidde og få tiden til at gå de næste fem år, hvor lægerne stadig følger Villads tæt. Vi vil gerne have vores normale hverdag tilbage”, siger Sebastian til Børnecancerfonden."
Villads historie er en af mange historier på Børnecancerfondens Facebook-side. Hver fredag bliver nye historier lagt på. Historier om kriser, forløsning, kamp og alt det, der er inkluderet i den forfærdelige sygdom. De bliver liket og delt flittigt på de sociale medier, og det er der en helt særlig grund til.
”Vores fredagshistorier bliver delt og liket ikke kun af familier, der selv har eller har haft et barn i behandling for kræft, men også af andre, som kan relatere sig til, at livet med et kræftsygt barn på alle måder er udfordrende. Det er rørende og modigt, at forældrene har lyst til at dele deres historier og erfaringer i vores fredagshistorier, og historierne rummer både håb, kærlighed og vigtige tanker om, hvordan man håndterer måske én af de værste kriser, voksne mennesker kan komme ud for”, siger Tine Skovmøller, kommunikationsansvarlig for Børnecancerfonden.
Du kan være med til at støtte og forbedre behandlingen af børn med kræft. Børnecancerfonden modtager hjertens gerne donationer, og 75 procent af de indsamlede midler går direkte til forskning i børnekræft.
Du kan give et bidrag via Mobilepay eller Swipp på 4049 4833.