Fortsæt til indhold

To 20-årige forsøgte at smide stoffer væk i Tilst

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra mandag 13. juni til tirsdag 14. juni

Krimi
Arkiv

En patrulje blev i nat klokken 00.48 opmærksomme på en grå personbil på Anelystvej i Tilst som den rutinemæssigt standsede. Da betjentene aktiverede udrykningssignalerne, blev flere små plastikposer smidt ud af forsædepassageren. Føreren af bilen, en 20-årig mand fra Kibæk, var kraftigt påvirket af euforiserende stoffer. Han havde ikke førerret til bilen.
Forsædepassageren, en 20-årig mand uden fast bopæl, var ejer af bilen. Han blev sigtet for at overlade føringen af sin bil til en person, der ikke kunne føre den lovligt. Det, der var kastet ud af bilen, viste sig at være fire poser med skunk og tre poser med hash. I bilen fandtes i bunden 3,3 gram hash. De to mænd blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi.


Færdselsuheld

En ukendt bilist kørte i går klokken 10.00 op på siden af en 35-årig mandlig bilists bil på Emil Vetts Passage i Aarhus og råbte noget ud af vinduet. Den 35-årige bilist satte i gang for at køre fremad, men den ukendte bilist kørte ind foran den 35-årige, hvorved der skete sammenstød. Den ukendte bilist stak herefter af fra stedet ad Vestergade.
Der skete ingen personskade.
Der er ingen beskrivelse af den ukendte bilist, hvorfor vidner til sammenstødet bedes kontakte politiet på 114.

Færdselsuheld
En 44-årig mandlig bilist kørte i går klokken 14.24 ad Skanderborgvej i Viby i nordøstlig retning og kørte angiveligt over for gult lys i krydset Byvangs Allé. Herved skete der sammenstød med en 61-årig kvindelig bilist, der angiveligt var kørt frem i krydset for grønt lys. Den kvindelige bilist fik som følge af uheldet blå mærker på den venstre side af kroppen.


Færdselsuheld

En 44-årig kvindelig bilist kørte i går klokken 15.36 ad Vorregårds Alle i Aarhus i østlig retning. Her foretog hun venstresving ad Grydhøjvej, hvorunder der skete sammenstød med en 49-årig mandlig cyklist, som kørte på cykel ad dobbeltrettet cykelsti langs Vorregårds Alle i samme retning. Cyklisten blev ramt på den højre side af kroppen og havde smerter efter sammenstødet.


Færdselsuheld

En 42-årig mandlig bilist kørte i går klokken 14.47 ad Christian X's Vej i Viby og skulle foretage et venstresving. Her overså han en 23-årig modkørende mandlig motorcyklist, hvorved der skete sammenstød mellem de to parter. Der skete ingen personskade.

Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
En 45-årig mand førte i går klokken 17.40 en personbil i Vester Alle i Aarhus C i narkotikapåvirket tilstand. Han blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.


Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept

En 30-årig mand førte i går klokken 18.32 en personbil ad Silkeborgvej i Aarhus i narkotikapåvirket tilstand. Han blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse. Han blev også sigtet for kørsel uden at have generhvervet førerretten.


Kørsel uden førerret

En 22-årig mandlig bilist blev i går klokken 02.29 bragt til standsning på Ormslevvej i Viby af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden førerret til det pågældende køretøj.