"Tanken om den smerte Oliver er blevet påført, knuser mit hjerte"

"D. 24 februar føder jeg min søn Oliver. Som bliver født med klumpfod på den venstre fod. Han skal nu igennem et gips forløb på 6-7 uger, ihvertfald hvad jeg får fortalt. Men intet er som man kunne håbe. Man bliver fejlinformeret, man bliver ikke lyttet til, man bliver ikke talt til men bliver talt lige igennem. "
Nathasja Christina Møller Schmidt er gået viralt med dette opslag på sin Facebook-profil. Et opslag, der handler om et frygteligt forløb med hendes lille søn.
"Da Oliver har haft gips på i 7 uger, er han klar til en operation, hvor han skal have foretaget en achillessene forlængelse. Men pludselig er der ikke tid til en operation og vi kommer til at skal vente yderlige 4 uger. Hvilket betyder at han skal gipsen i 4 uger mere."
"Lægen som skal operere ham, skulle være noget så dygtig og folk kommer langvejs fra for at blive opereret af ham. Første gang jeg møder lægen, taler han lige igennem mig, ingen øjenkontakt, og vender ryggen til når han snakker. (Bogstavelig talt) han svarer ikke på ens spørgsmål, og inden du når at se dig om er manden smuttet igen, så heller ingen svar på dine bekymringer omkring operationen."
Det nævner Nathasja selvfølgelig overfor sygeplejerskerne og fysioterapeuterne. Og de giver hende alle ret i hans arrogance og fortæller hende, han slet ikke til at snakke med. De forsvarer ham dog med at han er dygtig.
"Men som mor, har jeg det dårligt med at lade en mand operere min søn, som ikke engang kan tale med mig. Alle de efterfølgende gange man møder ham, er han som den første gang man så ham. Men man vender sig til at være luft for ham. Jeg stoler blindt på lægen, sygeplejersken og fysioterapeuten og tænker de er profesionelle og lader dem operere og gipse min dreng."

Operationsdagen bliver et mareridt

Da dagen oprinder, hvor den lille dreng skal opereres får han den sidste man klokken 4, og skal faste indtil han skal opereres klokken 07.15. Men herfra rammer den ene forsinkelse efter den anden.
"Oliver græder mere og mere, da han efterhånden bliver meget sulten. Jeg går rundt med ham i mine arme og til sidst falder han i søvn. Tiden føles som en evighed og når man spørg sygeplejerskerne om ting som bekymrer en, får man ingen svar og får bare at vide at vi kan spørger lægen. Men ham kan man jo slet ikke tale med, hvilket jeg også nævner og igen her får jeg ret."
Omsider bliver den lille knægt gjort klar til operationen, da narkoselægerne kommer omkring klokken 7.45.
"Da de køre min søn væk og mor tager med Oliver ind for at få ham i narkosen, bryder jeg sammen i gråd. En masse tanker vælter rundt i mit hovedet, som, har jeg nu taget den rigtig beslutning, er lægen god nok, klarer min lille mand det osv."
Operationen er færdig klokken 9.30, og Nathasja og hendes mor skynder sig til opvågningen.
"Vi bliver henvist til et venteværelse, her sidder jeg og stiger på døren hvor Oliver skulle komme ind af, da han kommer rullende i sin lille tremmeseng flyver jeg straks over til ham og tårerne vælter ud af mig, denne gang glædestårer og tænkte ved mig selv, yes min supermand klarede det."
"Men så vælter min verden, da Oliver knapper sine øjne op, er han slet ikke sig selv, han skriger og skriger og jeg tager ham op for at trøste ham, men han er helt utrøstelig. Mit hjerte græder, især da sygeplejersken som skal sørger for at Oliver er alt vel, siger helt ordret til mig " ja hvis man kendte sin baby godt nok, ville man kunne få dem til at falde til ro" hun fik mig virkelig til at føle mig som en meget dårlig mor."
"Hun beder min mor og mig op at gå sammen ned og stille p skiven på bilen, følte virkelig hun vil tage min søn fra mig og jeg var helt tom for ord, vi skynder os ned og stille p-skiven og tilbage. Jeg overtager her min søn, ved at jeg nærmest må skubbe sygeplejersken væk. Jeg giver ham noget at spise, men han vil ikke rigtig have noget, han bliver ved at skrige og er helt utrøstelig, jeg kigger på gipsen, de har lagt efter hans operation og her går det op for mig, den gips sidder alt alt for stramt."
Det fortæller hun med det samme til sygeplejersekn, der dog blot siger, at det er narkosen han ikke kan tåle.
"Vi bliver kørt op på en stue og her kommer lægen ind for at tilse ham. Jeg fortæller ham, at der skal ligges en ny gips, da jeg kan mærke på min søn, at den strammer ham og gør ondt, jeg får at vide igen at det er narkosen han ikke kan tåle og at han er så meget smerte dækket, at han ikke kan mærke noget i den fod."
"Klokken 14.00 tilkalder jeg en sygeplejerske ved at trække i den røde snor, jeg beder igen om at få lagt en ny gips, da Oliver stadig er helt utrøstelig, og jeg ved bare at den strammer ham, for jeg kunne mærke det på ham. Han fortæller som alle andre at det er narkosen skyld, jeg beder om at få lov at snakke med sygeplejersken eller fysioterapeuten, som har fuldt Oliver i alle hans uger med gibs og som også var med til at ligge den her gips.
De siger dog igen det samme. At det er narkosen skyld. Og klokken 14.30 bliver de så sendt hjem.
"For Oliver har det fint. FINT? tænker jeg, han er utrøstelig. Jeg får af vide, at det er helt normalt, da narkosen giver ham ubehag. Vi kommer hjem og omkring midnat, orker jeg ikke mere og ringer til lægevagten.
Her mistænker lægen også at gipsen sidder for stramt. Men først skal de forbi skadestuen. Her fortæller to fysioterapeuter dog igen, at det ikke er gipsen - og hvis den skal af, skal Oliver igennem endnu en operation.
"Hele torsdagen går med gråd og ingen søvn. Fredag ved middags tid ringer jeg ind til den faste sygeplejerske, men en anden sygeplejerske tager telefonen, hun høre at Oliver skriger og skriger, jeg forklarer hele situationen og forlanger at få den gips af, hun beder mig komme ind med ham så vi kan se på det. Jeg forklarer hende at vi ikke bare skal se på det, men at den SKAL af og at jeg ingen steder går før den er af hans ben."
Nathasja og hendes mor kører på hospitalet, og her bliver gipsen endelig taget af.
"Sygeplejersken tager gipsen af og bliver helt forskrækket da hun ser hans fod og siger at det er så slemt at de ikke kan ligge en ny gips, jeg rejser mig op for at se hans fod og gyser i hele kroppen. Jeg har ikke sovet siden onsdag kl 4:00 om morgen, jeg er træt, ked, frustreret, ulykkelig og her bryder min verden sammen, jeg bliver så ked af det og samtidligt sur og spørg hvorfor ingen har vil lytte til mig."
"Jeg får det rigtig dårligt, føler mig svimmel og kaster vand i mit hovede, men har det stadig meget dårligt, spontan forlader jeg lokalet. Jeg kunne ikke klare mere, jeg græd og græd og græd og sygeplejersken tager om mig og undskylder mange gange, men det var jo ikke hendes skyld, hun har slet ikke været med til at følge Oliver i forløbet."
"Da jeg kommer lidt til mig selv igen, går jeg ind til min søn og tager ham op og trøster ham, men et bliver han helt slap og falder i søvn. Der bliver tilkaldt en læge og vi bliver sendt hjem uden at få foden lagt i gips, da den er så ødelagt at den ikke må gipses. Vi kommer hjem og min søn er helt fredfyldt. Jeg har fået min meget latter glade dreng tilbage. Men mit hjerte græder stadig. Hans fod er dobbelt så stor som den anden, grunden hævelse, den er blå, gul og rød og på vej tilbage til klumpfod stilling."
"Tanken om at han skal igennem en ny operation er ikke til at bære. Tanken om den smerte han er blevet påført, knuser mit hjerte. Jeg er mit barns advokat. Oliver har på ingen måde selv kunne sige hvad der var galt, men ingen ville lytte til mig. Læger, sygeplejersker og fysioterapeuter, gav alle narkosen skylden. Ingen ville lytte, trods det at jeg er hans mor, jeg kender min dreng, jeg er den eneste, der kan svare for ham."