Fortsæt til indhold

Teenagepiger forsøgt bortført på åben gade - nu har mand i bil slået til igen

Krimi
Jacob Nielsen

En 15-årig pige måtte onsdag kæmpe hårdt for at slippe væk fra en mand, som forsøgte at slæbe hende ind i sin bil, da hun var på vej mod sit hjem i Skærbæk i Sønderjylland. Det skriver jv.dk.
Manden kørte ved 15-tiden op på siden af pigen, som kom gående på Rømøvej. Han tilbød hende et lift, hvilket hun afslog. Afslaget fandt manden sig ikke i. Han standsede bilen, steg ud, greb fast i pigens arm og forsøgte at trække hende ind i sin bil. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politis vagtchef lykkedes det dog pigen at få vristet sig fri og løbe fra stedet.
Hun beskriver bilen som en større, rød bil, der minder lidt om en sportsvogn. Manden havde dansk udseende, var omkring 40 år gammel og stor og kraftig. Han var iført T-shirt og joggingbukser, skriver jv.dk.

Skete også mandag

Det er anden gang på få dage, at en mand på denne brutale måde forsøger at bortføre en teenagepige på åben gade. Mandag skete det ved Søvind øst for Horsens.
Her gik det ud over en 13-årig pige, som en mand forsøgte at slæbe ind i bagagerummet på en ældre sort bil. Manden greb ud efter hende og fik i den forbindelse fat i hendes ben. Det lykkedes dog også her at slippe væk. Læs mere om mandagens overfald her: KLIK
Politiet er i begge sager meget interesserede i at høre fra vidner, som har observeret bilerne, mændene eller selve episoderne. Ring til Horsens Lokalpoliti eller Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Del meget gerne politiets advarsel og efterlysning i Facebook-opslaget her nedenfor.