Fortsæt til indhold

Udlejer forsøgte at påkøre lejer med gaffeltruck

Krimi
Jeppe Rafn

En 70-årig mand fra Horsens er blevet sigtet for hærværk (påkørsel af en bil) samt for bevidst at have forsøgt at påkøre en 40-årig mand fra Horsens. Den 70-årige er sigtet for at overtræde Straffelovens paragraf 252, der siger: 'Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.'

Episoden skete torsdag formiddag omkring klokken 10.30 på Lokesalle i Horsens, hvor den 40-årige mand efter aftale var kommet for at tømme sit lager, han lejer af den 70-årige.
Det førte til uenighed og fik lejeren til at kaste en sten og en sodavandsdåse efter den 70-årige udlejer. Udlejeren reagerede ved at springe på en gaffeltruck og køre ind i lejerens bil, mens lejeren sad i den. Han sprang ud af bilen, hvorefter udlejeren i gaffeltrucken vendte rundt og prøvede at påkøre lejeren, som sprang til side og undgik at blive ramt.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
Udlejeren har til gengæld anmeldt lejeren for vold, fordi han kastede en sten og en dåse efter ham og angiveligt også har slået ham på højre arm med en jernstang. Efter episoden påviste udlejer nogle skader på sin arm.
Anmeldelsen om vold ligger til vurdering hos politiet, der endnu ikke har taget stilling til, om den 40-årige lejer skal sigtes for vold. Det oplyser politikommissær Kent Midtgaard, Horsens Lokalpoliti.