Fremmed mand spurgte 5-årig pige, om hun ville tage med ham
En pige på fem år blev onsdag cirka klokken 14.15 kontaktet af en fremmed mand, der spurgte om hun ville tage med ham. Det oplyser lokalpolitiet i Horsens.
Episoden skete ved Horsens Byskole i området mellem børnehaven og skolen, hvor pigen legede. Hun reagerede ved at løbe fra stedet og løbe ind og fortælle det til en ansat på skolen.
Det oplyser skoleleder Erik Mønster, der blev orienteret om episoden torsdag morgen. Han sendte straks en skrivelse ud til skolens forældre med en orientering om episoden og sørgede for, at det blev meldt til politiet.
"Vi er usikre på, hvad der ligger i det. Det kan jo være, det var en venlig mand, men det kan også være, han havde uvenlige hensigter. Vi skal være opmærksomme og tage vores forholdsregler, men vi skal også passe på ikke at blive bange for vores egen skygge," siger skoleleder Erik Mønster, der ikke kan erindre nogen lignende fortilfælde på Horsens Byskole.
Skolen har instrueret personalet i, hvad man skal gøre i lignende tilfælde, og forældrene er blevet bedt om at tale med deres børn og fortælle dem, at de ikke skal tage med fremmede personer, men henvende sig til personalet, som den lille pige gjorde.
Horsens Byskole har desuden indført et midlertidigt skærpet tilsyn, oplyser skolelederen.
Skæg og styrthjelm
Manden, der henvendte sig til pigen ved Horsens Byskole, kom trækkende med en knallert og havde en sølvfarvet styrthjelm.
Pigen har beskrevet ham som en ældre mand, fordi han havde rynker. Han havde mørkt skæg rundt om munden, men ikke på kinderne, og havde en rød trøje og blå shorts på.
På knallerten hang der en pose mod blade og grene.
Horsens Lokalpoliti vil gerne høre fra vidner, der måtte have set noget, eller kan nikke genkendende til beskrivelsen af manden med knallerten.