Er du også blevet snydt af denne konkurrence?
"VIND EN SPRIT NY BMW M4 (2016 model)! I anledningen af vores 100 års jubilæum, har du nu muligheden for at vinde en sprit ny BMW M4!"
Det lyder sådan set meget godt. Hvem gad ikke gerne vinde en splinterny bil? I hvert fald har mere end 22.500 danskere deltaget i konkurrencen på mindre end 20 timer. Problemet? Konkurrencen er uægte helt ind til benet.
"For at deltage skal man, 1. Like billedet, 2. Kommentere "BMW er bedst!" 3. Del billedet. Vi finder 3 heldige vindere d 17/6/2016! Vi finder derudover løbende vindere af mindre produkter! Held og lykke!"
Konkurrencen er udlovet af Facebook-siden BMW - DK. En falsk side, som ikke har noget med BMW Danmark at gøre. Et hurtigt kig på siden afslører da også, at konkurrencen er det eneste opslag på siden, og mindre end 5.000 synes godt om selve siden.
Lokalavisen.dk har kontaktet BMW Danmark, der dog ikke ønsker at kommentere på sagen.
Et godt råd herfra? Tænk dig om, før du deltager i sådanne konkurrencer. Og del meget gerne advarslen, så dine venner ikke falder for den!