21-årig fik slag i Hasle efter bytur
Uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport fra søndag 19. juni til mandag 20. juni
En 21-årig mand var søndag morgen klokken 06.27 på vej hjem fra byen, oplyser Østjyllands Politi.
Han gik hjem sammen med sin kæreste over gangbroen ved Nykersvej og ned på Hasle Ringvej. Ved busstoppestedet på Hasle Ringvej blev han kontaktet af to udenlandske personer, der spurgte forurettede, om han kendte bustiderne. Mens han ledte efter bustider på sin telefon, blev han pludselig slået i ansigtet, en eller flere gange. Han løb fra stedet, faldt og tabte sit ur og løb videre til en adresse, hvor han ringede på og bad om hjælp. Politiet kørte til stedet, hvor forurettede havde henvendt sig. Forurettede, der var tydeligt rystet, havde skader omkring munden efter slag og skader på hænder og albuer som efter fald. Under kørslen til skadestuen viste forurettede patruljen overfaldsstedet og flugtruten. Under denne fremvisning fandt patruljen på flugtrute forurettedes ur. Han blev herefter afleveret på skadestuen til undersøgelse.
Opsamling af Northside Festival
Østjyllands Politi har - traditionen tro - næsten ikke hørt om problemer fra Northside Festival. Der er anmeldt ét enkelt tyveri af mobiltelefon, én er sigtet for tilsnigelse af adgang for at samle flasker og en bil mistede - parkeret på Lokesvej - alle fire dæk med alufælge (bilen var sat over på nogle mælkekasser).
Færdsel
Kørsel under påvirkning af alkohol og euforiserende stoffer
En 32-årig mandlig bilist blev i går klokken 11.25 bragt til standsning på N.F. Fjords Gade i Aarhus af en patrulje, som ved en udåndingsprøve konstaterede, at manden var påvirket af spiritus og euforiserende stoffer.
Han blev efterfølgende anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
-ksa