Rådyr fik struben bidt over
Det var et dramatisk syn, der mandag morgen mødte forældre og børn på vej til Hummeltofteskolen. På Virum–Sorgenfri Boldklubs baner tæt ved stien, der passerer tennisbanerne, lå der et dødt rådyr med struben bidt over.
Hummeltofteskolens pedel gennem 24 år Klaus Hummelshøj blev orienteret om fundet, da han mødte mandag morgen kl. 7.30 og han tog straks kontakt til skovfoged Sven Norup.
Han mener, at dyret er blevet skambidt.
”Det ligner meget et hundeangreb. Trist at folk lader deres hunde strejfe rundt, når resultatet er skambidte dyr,” siger Sven Norup.
Klaus Hummelshøj har aldrig tidligere oplevet noget lignende, og han synes heller ikke, at han ser mange omstrejfende hunde omkring skolen, så han håber på, at det døde dyr er en enkeltstående begivenhed.