Fortsæt til indhold

Sådan standsede de spritbilist - med mere end 2,0 i promille

Krimi
Af Daniel Sennek

"UNGDOMMEN NU TIL DAGS!"
Et kendt udsagn. Brugt når den unge generation dummer sig. Og det er netop med det udsagn, at Nordsjællands Politi starter et opslag på deres Facebook-profil. Og nu tænker du sikkert, at de kommer med en svada af kritik imod unge mennesker - men opslaget går den diametralt modsatte vej.

"Søndag aften fik vi stor hjælp fra tre handlekraftige og snarrådige unge mænd på 18, 19 og 20 år til at pågribe en formodet spritbilist."

"De tre unge mænd kørte bag en bil nær Jægerspris, der i deres optik slingrede for meget til, at føreren af bilen kunne være ved sine ædru fem. Mændene ringede derfor til os på 114 og fortalte om den mulige spritbilist, ligesom de filmedebilistens slingrende kørsel. Vi tændte straks for sirenerne og kørte de tre unge mænd og den formodede spritbilist i møde."
Nordsjællands Politi storroser de tre unge mænd, der var med til at skaffe en spritbilist med en "lidt" for høj promille af vejen.

"Da vi nåede frem, havde den formodede spritbilist parkeret bilen på en adresse i Ølstykke, men bilens motor var stadig varm, og de tre unge mænds vidneudsagn gjorde, at bilisten ikke kunne løbe fra, at han havde ført bilen."

"Det var derfor naturligvis frem med alkometeret og teste føreren. Og de tre unge mænds antagelser var helt rigtige. Føreren blæste to gange på et kvarter alkometeret et stykke op over en promille på 2,0, og han blev derfor prompte eskorteret til det nærmeste sygehus, hvor han fik taget en blodprøve, der skal bestemme hans præcise promille."
Og det er ikke kun politiet som finder de rosende gloser frem på Facebook. Mere end 4.200 danskere syntes godt om de unge mænds handling - mens næsten 100 danskere skriver rosende ord i opslaget.

"Øv for spritbilister. Vi har absolut ingen tolerance og forståelse for, at man sætter sig påvirket bag rattet i en tonstung bil, der kan gøre så stor skade. Hvis du en dag selv skulle køre bag en mulig spritbilist, er det bare med at ringe 114."

"Hurra for handlekraftige borgere. Den nedre aldersgrænse for at søge ind på Politiskolen er 21 år, så de tre unge mænd er endnu en anelse for unge til at søge ind. Men vi mødte i hvert fald tre egnede kandidater i Ølstykke søndag aften. Godt gået, gutter!"