Fortsæt til indhold

Lille, fedladen mand med sort slikhår, flyveører og meget små fødder efterlyses

Krimi
Af Daniel Sennek

Københavns Politi beder om offentlighedens hjælp i forbindelse med efterforskningen af to overfald, der karakteriseres som drabsforsøg mod fængselbetjente. Drabsforsøgene skete henholdvis den 18. juni sidste år og den 22. marts 2016.
Ved drabsforsøget den 18. juni 2015 ved politiet, at gerningsmændene har befundet sig på Vigerslev Allé 1D ca. klokken 19.06 og på Enghavevej 172 ca. klokken 19.09-19.12. To-tre gerningsmænd overfaldt fængselsbetjenten, der netop havde fået fri fra arbejde.
Overfaldet skete på Enghavevej ud for nr. 172. Der blev benyttet både slagvåben og kniv, og overfaldet var af så grov karakter, at fængselsbetjenten var i livsfare. Skaderne omfattede blandt andet store flænger i baghovedet samt stiksår i lår og balle.
I denne sag søger politiet vidner, der har set overfaldet eller evt. mistænkelige hændelser, der involverer en mørk Peugeot 206 umiddelbart før og efter overfaldet. Ligeledes søger politiet vidner, der har set en:
- Mand, fedladen, markante og store udstikkende ører, sort slikhår og mellem 150-160 cm. Meget små fødder/sko.
I forbindelse med det andet drabsforsøg, skete overfaldet endnu engang, da denne fængselbetjent fik fri for arbejde. Den 22. marts ca. klokken 19.10 opsøgte to gerningsmænd ham nær bopælen og stak ham 10-12 gange i bryst – og maveregionen.
Forinden spurgte de fængselsbetjenten, hvad han arbejdede med. Fordi fængselsbetjenten værgede for sig og var iført en tyk jakke, gik kun 3-4 stik ind i huden. Overfaldet var dog af en sådan grovhed, at politiet også her mener, at der er tale om et drabsforsøg.
Efterforskningen har vist, at gerningsmændene benyttede et køretøj med registreringsnummer AV36002. En Renault Grand Scenic i brun metal.
I forbindelse med dette drabsforsøg søger politiet vidner, der har set AV36002 før og efter overfaldet.
Alle vidner bedes rette henvendelse på telefon 114.