"Enten ringer du mig op, ellers kigger jeg og min luder forbi"
En 44-årig mand fra Horsens tog torsdag kontakt til politiet, efter han havde modtaget flere truende sms-beskeder.
Manden havde været inde på en sex-hjemmeside og sendt en sms til en af annoncørerne på siden om, hvad de kunne tilbyde.
Han afslog dog det tilbud, han fik, fordi han synes, det var for dyrt.
Afslaget faldt ikke i god jord hos annoncøren, for vedkommende sendte en sms tilbage til den 44-årige mand, hvor der stod: 'Enten ringer du mig op, eller kigger jeg om min luder forbi'.
Den 44-årige mand modtog flere sms-beskeder fra annoncøren, der blandt andet skrev, at 'jeg kommer snart og skal have 6.000 kroner for den foreløbige ulejlighed'.
Derefter tog den 44-årige mand kontakt til politiet, der rådede ham til at ignorere sms'erne fra annoncøren.
"Man skal ikke gå i korrespondance med sådanne folk, men hellere bare ignorere dem," siger vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Politiet har telefonnummeret på annoncøren og vil undersøge sagen nærmere.