Så hård er straffen for at køre i burka-bil
Den tidligere vært på P4 Københavns trafikradio, Jette Beckmann, havde, indtil hun gik på pension i september 2014, mange fabelagtige udtryk, når hun skulle beskrive myldretidstrafikken i hovedstaden. Et af dem var "burka-biler". Det vil sige biler, hvor føreren kun har renset forruden i en smal stribe lige foran rattet.
Se også tv-indslaget: Tag med Danmarks trafikdronning, Jette Beckmann, på job
Men lige så sjovt udtrykket er, lige så alvorlig er forseelsen trafikmæssigt, og det kan blive en dyr fornøjelse at sløse med rengøringen, når du skal ud og køre. Det straffes nemlig hårdt.
"Hvis din forrude og sideruderne ikke er ordenligt rengjorte, så overtræder du færdselslovens paragraf 67, som i første omgang straffes med en bøde på 1.000 kroner. Men afhængig af graden kan der også ske en betinget frakendelse af kørekortet i tre år. Hvis der lægges op til en betinget frakendelse af kørekortet, så skal sagen for en dommer, og du skal også op til en kontrollerende køreprøve," siger Per Lundbæk, politikommissær og operativ leder af Færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi.
Så fem minutter med isskraberen er godt givet ud i disse dage, hvor tilfrosne bilruder møder dig om morgenen.