Sygeplejerske hædret som en af hverdagens helte
Sygeplejerske Nina Cecilie Nielsen fra Grenaa modtog en dusør af Østjyllands Politi for en bemærkelsesværdig indsats
Fire østjyske borgere blev tirsdag eftermiddag hædret som hverdagens helte på Politigården i Aarhus. Her modtog de en dusør for en bemærkelsesværdig indsats, der både har reddet liv og hjulpet politiet.
Blandt de fire østjyske hverdagshelte var den 25-årige sygeplejerske Nina Cecilie Nielsen fra Grenaa, som blev hædret for en indsats 5. december 2015.
Her ydede Nina Cecilie Nielsen førstehjælp til en person, der havde været involveret i et færdselsuheld.
Ydede førstehjælp på ulykkesstedet
Den 5. december 2015 skete der et færdselsuheld i Grenaa, hvor Nina Cecilie Nielsen var den første, der ankom til stedet.
”Hun dannede sig hurtigt et overblik, og fik her øje på en såkaldt TukTuk ude på en mark ved siden af vejen, hvori der lå en mand uden puls, og Nina handlede derfor resolut. Sammen med et andet vidne fik de trukket manden ud af køretøjet, og Nina, der er sygeplejerske, begyndte herefter straks på hjertelungeredning. I fem-seks minutter sad Nina og ydede førstehjælp, indtil manden pludselig selv begyndte at trække vejret, og der ankom en ambulance til stedet, som overtog behandlingen,” fortæller Østjyllands Politi.
Medvirkede til at tilskadekommen overlevede
Udover at redde manden med førstehjælp, holdt Nina Cecilie Nielsen overblikket over situationen, da hun samtidig fik sendt et andet vidne over til en anden bil, der ligeledes havde været involveret i uheldet.
”Ninas indsats har været medvirkende til at manden overlevede og blev udskrevet fra hospitalet allerede dagen efter uheldet,” lyder politiets vurdering.
Takken og dusøren blev overrakt af politidirektør Helle Kyndesen og chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.