Fortsæt til indhold

Forældre ser stort på færdselsloven, når de kører deres barn til skole

Krimi
Grethe Bo Madsen

Ud af 22 kontrollerede biler blev der skrevet bøder ud til førerne af fem, da Lokalpolitiet i Skanderborg tirsdag 9. februar gennemførte en færdselskontrol ved Bjedstrup Skole.
“I tidsrummet fra klokken 06.30 til 08.20 blev tre bilister noteret for at køre uden sele, mens to ikke havde deres barn anbragt i korrekt sikkerhedsudstyr,” fortæller politikommissær Torben Rungstrøm.
Mens forældrene uden sele kan nøjes med en bøde, så koster det både en bøde på 2.000 kroner, samt yderligere 500 kroner til offerfonden samt et klip i kørekortet, når børn ikke er korrekt anbragt.
Onsdag morgen 10. februar fortsatte politiet deres kontrol ved en skole. Denne gang var det Morten Brørup Skolen, der stod for tur.
“Vi havde fået en henvendelse fra en borger, der havde lagt mærke til, at der ofte blev parkeret på handicap-parkeringspladsen ved skolen. Derfor var vi oppe og assistere skolepatruljen,” forklarer Torben Rungstrøm.
Kontrollen ved skolen fandt sted i tidsrummet fra klokken 07.30 til 08.15, og også her blev der udskrevet bøder.
“Her blev tre bilister noteret for at bruge Egholmsvej, når de kører deres barn til skole. Det må de ikke, da der er gennemkørsel forbudt på Egholmsvej. Yderligere tre blev noteret for at køre til venstre, hvor der er venstresving forbudt."