Sådan fik de skovlen under 18-årig rumæner
Tidligere idag takkede politiet for den gode borgerindsats i forbindelse med anholdelsen af en 18-årig rumænsk mand - mistænkt for to voldtægtsforsøg lørdag morgen i Helsingør. Nu fortæller politiet, hvordan de fik skovlen under den formodede gerningsmand. Og ikke mindst hvordan en årvågen borger hjalp til.
"Tidligt lørdag morgen blev to kvinder inden for en time udsat for voldtægtsforsøg i Helsingør. Kvindernes beskrivelse af gerningsmanden og hans fremgangsmåde var enslydende, og det stod derfor hurtigt klart for os, at det formentlig var den samme gerningsmand, der stod bag begge voldtægtsforsøg."
Udfra signalementerne kunne politiet desuden se, at det højst sandsynligt var den samme mand, som de en time forinden havde pågrebet for en mindre hærværksforseelse.
"I den forbindelse havde vi taget et billede af ham (som vi har sløret i dette opslag) og noteret os hans identitet, men hans hærværksforseelse var ikke grov nok til, at der var grundlag for at anholde ham."
Der gik nogle dage uden en pågribelse af den 18-årige rumæner, som var uden fast adresse, og derfor valgte politiet at offentliggøre det dugfriske billede og efterlyse ham på Facebook og i medierne.
"Det gav hurtigt pote, for i går eftermiddags kontaktede en borger os og fortalte, at han højst sandsynligt havde set den efterlyste mand i Rungsted."
"Vi satte kursen mod Rungsted, hvor den årvågne anmelder endda kunne udpege et hus, som den efterlyste mand var gået ind i. Og ganske rigtigt befandt den efterlyste mand sig på den bopæl, som borgeren havde udpeget, og vi kunne derfor foretage en anholdelse."
"Endnu en gang beviser I, at I er en stor hjælp, og det er simpelthen en fornøjelse at opleve jeres samarbejdsvillighed. Vi sender en højlydt klapsalve til vidnet i Rungsted, der førte os til den efterlyste mand."