Kvinde snød både sin nabo og politiet med smart tyverisikring
Politiet forventede at finde en livløs person på en ejendom i Ågerup, men i stedet blev de mødt af en stor dukke i en stol
En kvindelig beboer i Ågerup var ret så kreativ, da hun fredag i sidste uge ville sikre sit hus mod indbrudstyve.
En stor dukke blev nemlig placeret i en stol i køkkenet, så udefrakommende ville tro, at der var nogen hjemme.
Men ikke alle var lige indforstået med den alternative tyverisikring. Således havde kvindens nabo banket på ruderne og døren, da hun flere gange i løbet af dagen havde set en person sidde helt stille i stolen.
"Da vedkommende i stolen ikke reagerede på naboens henvendelser, så blev vi tilkaldt om aftenen. Vi rykkede ud til stedet med den forventning, at vi ville finde en livløs person. Vi havde endda bestilt en låsesmed, men da vi kom ud til stedet stod det klart, at beboeren slet ikke var hjemme. Hun havde bare brugt dukken til at snyde eventuelle indbrudstyve. Den tyverisikring virkede altså," lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.