Mand opbevarede 1.200 krysantemumbomber i villakvarter
En 36-årig mand fra Ølstykke skal fredag i grundlovsforhør i retten i Hillerød, sigtet for at have opbevaret ikke færre end 1.200 krysantemumbomber midt i et villakvarter i Ølstykke.
Politiet fandt bomberne ved en ransagning torsdag aften kl. 20.45 på mandens bopæl på Maglemosen midt i et villakvarter i Ølstykke, oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen Egedal.
Anklager på sagen, Mette Hansen, oplyser, at man ved ransagningen fandt 600 bomber, men at man mener, at manden har haft ikke færre end 1.200 bomber liggende, hvoraf de 600 er solgt videre.
"Han sigtes efter straffelovens paragraf 252 for ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at volde fare for andres liv eller førlighed," siger Mette Hansen og fortsætter:
"Det er også opbevaret ikke under 5 kg. kategori to fyrværkeri."
Hun oplyser, at manden også har været i besiddelse af et haglgevær, som er fundet et andet sted.