Narkopåvirket Yahya Hassan anholdt efter biljagt
Jacob Nielsen
Den kontroversielle digter, 20-årige Yahya Hassan, er tirsdag middag blevet anholdt for at have kørt i narkopåvirket tilstand. Det skriver eb.dk, som har talt med Yahya Hassans advokat Bonnez, der bekræfter oplysningen.
Anholdelsen skete efter en biljagt, som startede på Randersvej i det nordlige Aarhus og varede nogle minutter, inden Hassans bil blev bragt til standsning i Trige.
Ifølge et vidne, som eb.dk har talt med, kom en Mercedes kørende i voldsom høj fart med politiet i hælene. Vidnet så Mercedesen køre galt og føreren stikke af. Han blev dog hurtigt stoppet og anholdt af politipatruljen.
Vagtchefen hos Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere på oplysningerne om bilistens identitet.