Fortsæt til indhold

Mor og datter banket og bundet af brutale hjemmerøvere

3-4 mænd holdt tirsdag aften en mor og hendes datter fanget i halvanden time, mens de gennemrodede deres villa

Krimi
Af Jesper Bjørn Larsen

Da en 54-årig mand tirsdag ved 20-tiden kom hjem til sin bopæl på Skovvej i Gentofte, blev han overrasket af 3-4 maskerede personer, der skyndte sig ud ad hans dør. Manden blev skubbet omkuld, hvorefter mændene flygtede fra stedet i en mindre, mørk bil, oplyser Nordsjællands Politi.
Det lykkedes faktisk den 54-årige mand at forfølge mændene i sin bil, men han tabte dem af syne, da de kørte i retning mod Soløsevej.
Da manden vendte hjem til villaen, fandt han sin 37-årige kone og 17-årige datter, der begge var bundet med tape på håndled og ankler og sad i hver sit rum. Det viste sig, at de havde været hjemme, da mændene trængte ind i villaen kl. 18.30. Begge kvinder fik tildelt knytnæveslag, inden de blev tilbageholdt af røverne.
Mens de to kvinder sad bundet i hver sit rum, gik røverne i gang med at gennemrode villaen. Af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke sige, hvad røverne gik efter eller eventuelt slap af sted med, oplyser efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi.
LÆS OGSÅ: Skruppelløse kvindelige hjemmerøvere efterlyses: Hvem er hjemmehjælperne med hvide masker?

Særdeles groft

Kenneth Støvhase tøver ikke med at betegne sagen som alvorlig.
"Det er særdeles groft, når man bliver overfaldet i sit eget hjem", siger han.
Det er uklart præcist, hvor mange gerningsmænd, der er i sagen, men politiet har fire forskellige signalementer.
Den første af røverne var ca. 25 år, ca. 170 cm høj og almindelig af bygning. Han var af anden etnisk oprindelse end dansk, lysebrun i huden og iført sort elefanthue med huller til øjnene. Han havde brune øjne og muligvis sort krøllet hår. Han var iført meget lyseblå jeans, en sort jakke og mørke handsker.
Den anden røver var også ca. 25 år, ca. 170 cm høj og af anden etnisk oprindelse end dansk. Han var slank af bygning og iført elefanthue. Han havde mørke øjne, en sort dynejakke med hætte, blå jeans og mørke handsker.
Den tredje røver var ca. 25 år, ca. 175 cm høj og af anden etnisk oprindelse end dansk. Han var iført en grå bluse, jeans og havde et gråligt tørklæde viklet om hovedet.
LÆS OGSÅ: Skruppelløse kvindelige hjemmerøvere efterlyses: Hvem er hjemmehjælperne med hvide masker?

Om den fjerde røver hedder det kun, at han var ca. 25 år, ca. 175 cm høj og var iført mørkt tøj og handsker.
Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, eller folk, der ved noget i sagen. Ring på tlf. 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.