Tommy er død
Det er med den allerstørste sorg at jeg, her til morgen, har modtaget meddelelsen om at Tommy Lindell er død. Tommy tabte kampen mod kræften i en alder af blot 64 år. Tommy har været min ven siden begyndelsen af 1960'erne, og jeg har aldrig kendt en mand der var bedre at have som ven.
Tommy var arbejdsom og dygtig. Dygtig er næppe dækkende – han var, med mine øjne, den suverænt bedste, dygtigste og mest samvittighedsfulde håndværker i landet.
I sine mange år i ”GEO” var Tommy en sand kunstner med sin viden om vand, vandværker, ventiler, pumper og rør. Han havde en entusiasme omkring sit fag som imponerede alle.
Tommy kunne alle håndværk, hvilket er sjældent, udlært blikkenslager, men lige så ferm med træ og murerske. Alt blev udført med største præcision og sans for detaljen. At give op var ikke en mulighed i Tommys univers.
Tommy havde alle sine kollegers respekt og tillid. Tillige havde han den glæde at vide at kunderne var så dedikerede at de ville have Tommy til at lave arbejdet – ikke firmaet – så viste de at anlægget virkede og at de ikke fik problemer fremover.
Tommy og jeg sejlede sammen, først i den gamle Lynæsjolle, senere i juniorbåd, folkebåd, Grinden og i vores selvbyggede ”Duo”. Sidst sejlede vi i vores dejlige motorsejler, som det var meningen at vi skulle sejle i de næste 25 år. Det bliver aldrig det samme at sejle i den igen og at vide at Tommy ikke skal sejle i den næste gang.
Husbyggeri og familie fyldte også meget for Tommy. Han nåede at bygge hele to gamle ejendomme om – renoveret fra grunden - og i fantastisk håndværksmæssig kvalitet. Selskabslivet var en fast bestanddel af en normal weekend, og vennekredsen var stor.
Tommy var en af Forsvarsbrødrene, og i en årrække medlem af bestyrelsen. Dette var ham en kær pligt og en glæde.
At kunne dele fritiden med et sådant menneske er kun meget få forundt, og jeg er uhyre taknemmelig over den tid vi har kendt hinanden. Tommys hustru har været en fantastisk støtte i den svære tid, og Rietta har min største medfølelse for det savn hun lider just nu.
Jeg ved vi ses – du er bare taget i forvejen!
Æret været Tommy Lindels minde.