Unge fra Aarhus tog til Galten med narko klar til salg i små poser
Det endte med flere anholdelser og sigtelser for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da en bil med tre unge mennesker onsdag aften 30. marts blev standset af en patrulje på Torvet i Galten, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Bilen blev klokken 18.08 standset på Torvet i Galten, hvor betjentene skønnede, at føreren var påvirket af narkotika.
En narkotest på stedet afslørede, at han var påvirket af kokain. Føreren, en 21-årig mand fra Aarhus, blev anholdt og taget med på stationen med henblik på at få taget en blodprøve.
Samtidig kunne patruljen konstatere, at en af de andre unge i bilen, en 18-årig mand fra Aarhus, opførte sig ret mistænkeligt.
En nærmere undersøgelse af ham afslørede, at han var i besiddelse af 57 gram hash pakket i 26 salgsposer, samt 5 gram skunk, der også var klar til salg fordelt i fem salgsposer.
Den 18-årige blev anholdt og sigtet for at ville videresælge euforiserende stoffer.