Vanvidskørsel i Aarhus Vest
Østjyllands Politi fik snuppet en masse bilister for at overtræde færdselsloven
Østjyllands Politi har holdt færdselskontrol omkring Ringvejen, Silkeborgvej og Brabrand i Aarhus. Sammen med en narkohund var ni betjente på plads til at kontrollere bilisterne, og det blev da også til en del overtrædelser af loven. I alt blev det til 32 sager, heraf 13 klipsager og ni hastighedssager, hvoraf de syv var til klip og to til betinget frakendelse.
Rekorden på for høj fart tilfaldt en fører, der kørte 97 kilometer i timen på Gudrundsvej, hvor hastighedsgrænsen lyder på 50 kilometer i timen. Inden mødet med politiet havde føreren allerede tre klip i forvejen, så der venter vedkommende en tid på cykel eller gåben. En anden ung bilist med cirka et års anciennitet kørte 110 kilometer i timen på en strækning med tilladt 70 og sluttede af med at køre over for rødt lys. Her venter et kørselsforbud og en tur retur til kørelæreren, oplyser Østjyllands Politi.
Én motorcyklist, der havde kørselsforbud grundet tidligere klipsager, kørte 82 kilometer i timen på Silkeborgvej mod de tilladte 60, vedkommende valgte efterfølgende under flugt fra politiet at køre over for rødt lys. Der venter ham derfor en bøde på cirka 10.000 kroner og et efterspil med det kørekort han ikke havde.
Derudover fik tre bilister et klip i kørekortet for at have kørt over for rødt lys. Der var en ulovlig overhaling, og 11 som kørte uden sele, mens fem brugte mobiltelefonen, mens de kørte. Én blev sigtet for overtrædelse af straffeloven ved meget grov tale til politipersonale.
Østjyllands Politi opdagede også et par unge mennesker på Edwin Rahrs Vej, der ved synet af politiet stak af og valgte at smide bilen og løbe derfra. Narkohunden fandt efterfølgende et par gram hash, som de unge havde smidt på flugten, oplyser Østjyllands Politi.
/CKO