Derfor beholdt han kørekortet
Stærkøl førte til en totalskadet bil og en tur i retten for 39-årig mand
En handicapbil blev totalskadet, da en 39-årig bilist en eftermiddag i maj sidste år mistede herredømmet over bilen, der fortsatte over i et træ på Niverødvej i Nivå.
Og netop bilens skæbne var central, da manden forleden måtte forklare sig i Retten i Helsingør, hvor han stod tiltalt for spirituskørsel med en promille på 1,90 og at forvolde fare for andres liv.
Ifølge retsbogen i sagen erkendte den 39-årige sig skyldig. Han forklarede, at han den pågældende dag havde fået tre stærkøl og var blevet uopmærksom, da hans datter i bilen havde pillet ved bilradioen. Det førte til, at bilen kørte galt og blev så skadet, at han siden ikke har kunnet bruge den.
Den 39-årige forklarede i retten, at det er et stort problem, idet der er lang ventetid på en ny bil, og han på grund af sit handicap ikke kan bruge offentlig transport. Derfor ytrede han også ønske om at slippe for en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Dommeren lyttede til mandens argumenter og valgte på den baggrund undtagelsesvis at gøre frakendelsen af kørekortet betinget i tre år. Den 39-årige skal desuden bestå en kontrollerende køreprøve og trafikkursus samt betale en bøde på 26.000 kroner, fremgår det af retsbogen.
Den 39-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.