Blev han stanget til døde af vædder?
Københavns Vestegns Politi bekræfter, at det er den 73-årige Kurt Robert Jørgensen, der onsdag formiddag er fundet død
En borger har onsdag formiddag fundet liget af en ældre mand i et naturområde i Vallensbæk og tilkaldt politiet. Liget er nu identificeret som den 73-årige Kurt Robert Jørgensen fra Albertslund, som har været efterlyst siden tirsdag aften.
Liget er fundet i en dyreindhegning i naturområdet mellem Tueholmsøen og Holbækmotorvejen og bærer tegn på skader, der kunne indikere at Kurt Robert Jørgensen er blevet stanget af en vædder. Dog er det endnu for tidligt at fastslå, om det er dødsårsagen, siger politiet, men det vil blive endeligt fastslået i forbindelse med et ligsyn og en eventuel obduktion. Der er ingen indikation på noget kriminelt i forbindelse med sagen. De pårørende er underrettet.