Firmabil efterladt på en mark udenfor Horsens
Sent mandag aften modtog firmaet BHF Gruppen et telefonopkald fra en borger, der fortalte, at der stod en bil fra BHF Gruppen på en mark lidt syd for Hatting ud for Overholm 60.
Bilen var øjensynligt kørt fast og efterladt.
En medarbejder tog derud og fandt bilen, der stod med nøglen i tændingslåsen. På den måde fandt man samtidig ud af, at der havde været indbrud i virksomheden, der ligger på Sverigesvej i Horsens i industrikvarteret på ved ud mod Hatting.
Her var der blevet opbrudt en dør til en lagerbygning og en dør til en kontorbygning, hvor skabe og skuffer var blevet rodet igennem og indholdet tømt ud på gulvet. I en af skufferne havde man fundet nøglen til en Ford Transit, som man havde stjålet. Det var den bil, der blev fundet på marken ved Hatting.
Der er desuden blevet stjålet en del værktøj ved indbruddet i BHF Gruppen.
Indbruddet blev anmeldt mandag klokken 23.47, oplyser Horsens Lokalpoliti.