Fortsæt til indhold

Genkender du denne bankrøver? Truede sig til penge i Handelsbanken

Nordsjællands Politi jagter gerningsmanden til mandagens bankrøveri i Handelsbanken i Egedal Centret

Krimi
Kenneth Tanzer

Handelsbanken i Egedal Centret i Stenløse blev mandag kl. 15.03 udsat for et røveri, hvor gerningsmanden slap væk med cirka 800 kroner i kontanter. Det oplyser Nordsjællands Politi overfor Lokalavisen Egedal.
En maskeret røver gik ind i banken, hvor han truede personalet med en cirka 25 centimeter lang brødkniv.
“Manden gik selv om bag skranken og tog pengene fra kassen, inden han flygtede ud af banken,” siger Anders Birch, der er faglig koordinator hos Nordsjællands Politi.
Efterfølgende har et vidne fortalt politiet, at røveren løb i retning mod Stenløse Station, hvilket fik politiet til at holde S-togene tilbage i tidsrummet fra kl. 15.07 til kl. 15.20.

Togene blev holdt tilbage

“Banedanmark holdt togene tilbage, så vi kunne lede efter manden i vognene, men det kom der desværre ikke noget ud af. Vi har også set på videoovervågningen fra stationen, men det har ikke givet et billede af, om manden steg på toget eller ej,” siger Anders Birch til Lokalavisen Egedal.
Han er dog optimistisk, når han skal vurdere chancerne for at finde røveren.
“Vi har sikret god videoovervågning fra banken, som vi nu har set igennem. Det kan forhåbentlig give os nogle vigtige spor. Ellers bliver sagen overdraget til vores efterforskere,” siger Anders Birch.
Gerningsmanden beskrives som en mand, cirka 180 centimeter høj og almindelig til spinkel af bygning. Under røveriet var han iført en mørkeblå dunjakke af mærket Peak Performance, ligesom han havde mørke joggingbukser og hvide kondisko på.
“Da han kom ind i banken, var han iført en maske med huller til øjnene,” siger Anders Birch, som oplyser, at der under røveriet var fire medarbejdere til stede i banken.
“Personalet er naturligvis rystet. De har været udsat for en grim oplevelse, så de er blevet tilbudt krisehjælp. Der var ingen kunder i banken under røveriet,” siger den faglige koordinator.
Hos Handelsbanken vil man ikke gå i detaljer med røveriet.
"Vores filial i Stenløse er åben igen, og personalet er tilbage på arbejde. Omstændighederne taget i betragtning, så har de det godt," siger Anette Haaning, der er kommunikationschef hos Handelsbanken.

Ikke mange bankrøverier

Anders Birch fra Nordsjællands Politi understreger, at det efterhånden er småt med bankrøverier.
“Efter instituterne er blevet pengeløse og sikkerheden er øget, så er det blevet meget begrænset med bankrøverier. Dem der begår de her røverier, er typisk stakler,” lyder det fra Anders Birch.
Nordsjællands politi hører gerne fra vidner eller borgere, som har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.