Måtte flygte til nærmeste hus
Voldsepisode i bil efter en 35-årig kvinde og 43-årig mand var blevet uvenner
En 35-årig kvinde blev torsdag aften udsat for kvælertag og bidt i læben af mand i en bil på Hjarsbækvej i Gl. Rye. Det oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Bilen med de to personer, som var blevet uvenner, var standset, da manden pludselig tog kvælertag på kvinden og bed hende i læben. Det lykkedes dog kvinden at undslippe manden og flygte fra bilen. Hun søgte hjælp i nærmeste hus, hvorefter politiet blev tilkaldt.
Det viste sig, at parret var ekskærester. Kvinden bor i Gl. Rye, mens den 43-årige mand er fra Ikast.
"Vi har mandens navn og telefonnummer, så det er blot et spørgsmål om tid, før vi kan pågribe ham," sagde efterforsker Orla Aagaard fra lokalpolitiet fredag formiddag til Lokalavisen Skanderborg.