12-årig pige på vej i skole kørt ned af svingende lastbil
En 12-årig pige fik en særdeles ubehagelig oplevelse, da hun tirsdag morgen var på vej i skole.
Mens hun holdt stille på Roskildevej for at svinge ad Stagetornvej i Frederikssund, blev hendes cykel nemlig ramt af en svingende lastbil, så pigen væltede og slog skinnebenet.
"Det er desværre nok én af de klassiske sving-ulykker, hvor en cyklist er havnet i en blind vinkel," siger Erik Andersen fra Nordsjællands Politi.
"Men til alt held røg hun ikke ind under lastbilen," konstaterer hun
Lastbilen fortsatte efter sammenstødet væk fra stedet, mens den chokerede pige fik fat på sin far.
Han kørte derpå rundt i kvarteret og fandt en lastbil, der svarede til pigens beskrivelse.
Derfor skal politiet nu have chaufføren af den pågældende lastbil til afhøring, oplyser Erik Andersen.
Han fortæller endvidere, at politiet meget gerne vil i kontakt med eventuelle vidner til ulykken, der fandt sted klokken 8.11 tirsdag morgen.