Fortsæt til indhold

Hotelgæst åd, drak og sov for 5.500 kroner - men havde ingen penge

Krimi
Jacob Nielsen

En 42-årig mandlig hotelgæst fra Roskilde overnattede i den forgangne weekend på Best Western, Hotel Fredericia, hvor han også tog godt for sig af både vådt og tørt. Der var blot ét problem, da manden skulle tjekke ud. Han havde nemlig ingen penge, forklarede han. Derfor meldte hotelpersonalet ham til politiet.
Ifølge Lokalpolitiet i Fredericia oplyste den 42-årige, da han skulle forlade hotellet, at han havde fået stjålet sin pung. Det var løgn, og derfor bliver han sigtet for 'bortfjernelse uden at betale', som det hedder.

Stigning i antal sager om bedrageri

Hos Best Western, Hotel Fredericia er det bestemt ikke første gang, man oplever denne type sager, men weekendens oplevelse får nu hotellet til at ændre procedure.
"Vi har desværre haft de her oplevelser fra tid til anden, hvor folk forsøger at løbe fra regningen. Typisk drejer det sig om 2.000 til 4.000 kroner. Det seneste år har vi dog set en stigning i antal sager, og det får nu den konsekvens, at gæsterne fremover skal betale, når de tjekker ind i stedet for ved udtjek," siger receptionschef Lena Andersen fra Best Western, Hotel Fredericia.