Mand ved bil med åben bagagerum overfaldt 13-årig pige på løbetur
En 13-årig pige var mandag klokken 17 ude for en ubehagelig oplevelse, der er blevet anmeldt til politiet.
Pigen var ude at løbe på Toftumvej vest for Toftum og Søvind, hvor der stod en mand ved en bil med åbent bagagerum. Han greb ud efter hende og fik blandt andet fat i hendes ben, men det lykkedes den 13-årige pige at vriste sig fri og løbe ind i et buskads/skovstykke og slippe væk.
"Vi ser alvorligt på sagen. Hvorfor antaster han hende og forsøger at fastholde hende," spørger vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Pigen har beskrevet manden som 173-178 centimeter høj, almindeligt bygget og med dansk udseende. Han havde lyst kort hår og et rundt ansigt og mumlede noget på dansk.
Han havde sorte shorts og en lyseblå t-shirt på.
Bilen var en ældre bil på størrelse med en VW Golf, har pigen fortalt.
Politiet hæfter sig ved, at den havde en todelt bagagerumsklap, der åbner både op og ned. Tophængslet klapper op, mens bundhængslet åbner nedad, hvilket ifølge politiet ikke ses på ret mange biler.
"Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set manden eller bilen med den todelte bagagerumsklap. Eller fra manden selv, så han kan forklare sig," siger Peter Thaysen.
Episoden skete lidt syd for det sted, hvor Toftumvej deler sig i et T-kryds.
Politiet bemærker, at beskrivelsen af den midaldrende mand har en del lighedstegn med en anden midaldrende mand, der for nylig viste 'stor interesse' for en 14-årig pige, kørte efter hende og blev ved med at tilbyde hende et lift, selvom pigen afslog kraftigt. Det skete ved Korning.
"Vi kigger på, om det kan være den samme mand," siger Peter Thaysen.
Nedenfor kan du hjælpe med at sprede budskabet og efterlysningen ved at dele historien på Facebook.