Fortsæt til indhold

Sådan narrer de godtroende danskere

Både i Hørning og Skanderborg er der de seneste uger dukket avissælgere op, som tilsyneladende sælger Hus Forbi. Det vil de i hvert fald gerne have dig til at tro...

Krimi
Grethe Bo Madsen

“Du tror, du køber en udgave af den danske hjemløse-avis Hus Forbi, men kommer i stedte hjem med bladet Solution.”
Lokalavisen Skanderborg blev for nylig kontaktet af en læser i Hørning, der på det seneste flere gange har set avis-sælgere foran SuperBrugsen i Hørning samt en enkelt gang ved Bloms I Skanderborg, som udgiver sig for at være Hus Forbi-sælgere, men i virkeligheden sælger en anden avis, der hedder Solution International.
”De står med en Hus Forbi taske, og holder en udgave af Hus Forbi op foran stakken af aviser, men det, de sælger, er avisen Solution International, som er på engelsk og handler om alt muligt, og altså ikke er en hjemløse-avis,” fortæller Peter.
Peter ønsker at være anonym, men redaktionen ved, hvem han er.
”Jeg synes, det er bondefangeri. De to aviser ligner hinanden til forveksling. De her sælgere opsøger steder, hvor de ved, folk nok er gavmilde og giver ekstra betaling. Men pengene går altså ikke til dem, man tror,” siger han.

Ved Brugsen og Bloms

Jens Grøftehauge, uddeler i SuperBrugsen i Hørning, har godt hørt om de falske Hus Forbi-sælgere.
”Jeg har først hørt om det for kort tid siden. Det var vores foodchef, Rasmus Christensen, som blev kontaktet af en kunde, der fortalte ham om det. Der står tit Hus Forbi-sælgere her, og det må de gerne. Vi går ofte ud med en kop kaffe til dem, men vi holder jo ikke øje med, om det nu også er Hus Forbi, der sælger. Det har vi i hvert fald troet, at det var.”
Rasmus Christensen kan godt huske episoden med kunden.
”Jeg har kun oplevet det den ene gang. Jeg gik sammen med kunden ud for at undersøge sagen, og det var rigtigt nok, at det ikke var Hus Forbi, der blev solgt, men det her blad Solution, som jo ligner Hus Forbi på en prik, men det kunne jeg først se, da jeg kom derud. Jeg bad han om at gå, og det gjorde han. Det er vel en 14 dage siden, og jeg tror ikke, der har været nogen siden,” fortæller han.
Men det skulle vise sig ikke at holde stik, for mindre end en halv time efter vores første telefonsamtale, ringer Rasmus Christensen tilbage til Lokalavisen.
”Lige efter vi talte sammen, blev jeg gjort opmærksom på, at der faktisk står en sælger udenfor butikken nu som udgiver sig for at være Hus Forbi-sælger. De gør jo alt, hvad de kan for at ligne de rigtige Hus Forbi-sælgere. Det er virkelig svært at se forskel,” fortæller han.
Også denne gang fortrak avis-sælgeren hurtigt, men Rasmus Christensen lagde mærke til, at han blot gik hen foran andre butikker i Hørning bycenter

Og sådan kan en Solution-sælger se ud. På sælgerkortet står der godt nok Solution, men han står med et eksemplar af Hus Forbi og har en strop om halsen, hvor der også står Hus Forbi.

Hus Forbi: Vi får klager

Hos Hus Forbi bekræfter redaktør Poul Struve Nielsen, at der er avis-sælgere på spil, som udgiver sig for at være fra Hus Forbi.
”Vi er bekendt med, at der sælges et blad, Solution, som ligner Hus Forbi rigtig meget. Vi har fået klager fra folk, der føler sig snydt, fordi de har købt Solution i den tro, at det var Hus Forbi, men vi har intet med det blad at gøre overhovedet. Vi er kede af, at de misbruger vores navn på den måde,” fortæller han.
”Det eneste, vi kan gøre, er at gøre opmærksom på problemet. Solution-sælgerne er også socialt udsatte. Mit indtryk er, at det er fattige østeuropæere,” fortæller han.
Hvad skal folk være opmærksomme på?
”De skal bede om at se sælgerkortet. Af det fremgår det tydeligt, at det er et Hus Forbi-sælgerkort. Så er man sikker på, ikke at blive snydt. “

Solution International er engelsksproget, og indholdsmæssigt meget langt fra Hus Forbi, men lægger sig designmæssigt meget tæt op ad Hus Forbi's layout.

Et voksende problem

Ifølge Hus Forbi's sekretariatsleder, Rasmus Wexøe Kristensen, er problemet med de falske avis-sælgere ikke nyt.
”Det har tidligere været et stort problem på Sjælland, men de seneste år har det været på et tåleligt niveau. Nu er det blusset op igen, og på det seneste er de rykket til Jylland. Jeg hører dagligt om nye steder, hvor de dukker op. Det er både i det nordligste af Jylland, ved Vejle og Horsens, og nu også i Hørning og Skanderborg,” fortæller han.
”Der har været to problematikker, som ofte er blevet blandet sammen. Det ene handlede om østeuropæere, der opkøbte store lagre af Hus Forbi og solgte dem, selv de ikke var hjemløse eller udsatte. Det er et decideret ulovligt salg af Hus Forbi,” siger han.
”Med Solution-sælgerne er det noget andet. Der er mange fattige i Europa og nogle af dem forsøger at sælge aviser i Danmark. Det er fint nok, vi har ikke monopol på markedet for hjemløseaviser.”
“Vores problem er, at de lader som om, de sælger Hus Forbi. Ofte står de endda med et rigtigt eksemplar af Hus Forbi, og nogle af dem har også fået fat i Hus Forbi-tasker. Tit har de også noget gult på jakken, som ligner Hus Forbi's sælgeruniform,” forklarer Rasmus Wexøe Kristensen.

“De kan bare klage”

Bag Solution står redaktør James B. Dixon, som holder til Sverige. Selvom det er tydeligt, at hans avis designmæssigt ligger mere end tæt op ad Hus Forbi, afviser han på sin facebookside, Solution International Gadeblad, kategorisk at det forholder sig sådan. Tværtimod beskylder han Hus Forbi for at sprede had mod fattige hjemløse.
”Skulle nogen have klager over Sulotion, kan de jo bare kontakte mig,” skriver han.
Men det er svært, for bladet indeholder ikke oplysninger om, hvem der er ansvarshavende redaktør eller hvor, det bliver trykt.

Har du købt Solution i den tro, at det var Hus Forbi vil vi gerne høre fra dig. Skriv til: redaktion.skanderborg@lokalavisen.dk