17-årige Josephine måtte vente 17 timer på en burger
Josephine Scharf overnattede foran Bilka for at være blandt de første 50 kunder hos burgerkæden Carl's Jr., der hver modtog et kuponhæfte med en gratis burger om ugen i et år
Hun har siddet på en stol og kun ligget i sin sovepose på sit medbragte liggeunderlag ganske kort i nat.
Siden klokken 18 i går har 17-årige Josephine Scharf siddet i kø foran Bilka i Tilst for at være den allerførste kunde hos burgerrestauranten Carl's Jr., der klokken 11 i dag havde første åbningsdag.
Til de 50 første kunder var der kontant afregning i form af et kuponhæfte til en burger om ugen i et år.
"Hvem kan ikke bruge et års forbrug af burgere? Jeg kender Carl's Jr. og synes, at det er en af de bedste fastfood-restauranter, der er. Der er simpelthen mere mad i det. Det er lidt dyrere, og det gør, at jeg nogle gange ikke vælger det," siger gymnasieeleven fra Favrskov, der ikke havde betænkeligheder ved at sove udendørs.
"Det er gået rigtig fint. Vejret var været godt. Jeg svedte faktisk lidt, men har slet ikke frosset. Jeg har sommerferie nu, så jeg kan bare gå hjem og sove bagefter," siger Josephine Scharf.
Klokken 20.45 i går fik hun selskab af Brian Madsen fra Fårvang.
"Jeg kender konceptet og kender restauranten, og jeg synes, at man får rigtig gode burgere her. Jeg kan godt lide, at de først laver maden, når man har bestilt, så det er helt frisklavet. Og så flaskede det sig sådan, at jeg havde mulighed for at være her i dag. Og er det jo bare fedt at kunne sige, at man har overnattet her en hel nat. Det er en sjov historie," siger han.
I alt overnatte 20-30 personer foran Bilka for at få fingrene i Carl's Jr.-burgerne.
Da ventetiden var ovre, var det da også tilfredse kunder. For Morten Bitsch fra Søften var det en 'mindeburger'.
"Det har klart været det værd. Det har været meget afslappende, fordi alle i køen vidste, at præmien var hjemme. For mig er det en 'minde-burger, fordi den minder mig om de burgere, jeg har fået i USA, de er virkelig 'juicy' og så er servicen i top," siger Morten Bitsch.
Det er den femte Carl's Jr., der åbner i Danmark og den første i Aarhus.
Men flere er på vej til landet, afslører den amerikanske 'senior vice president' for den internationale afdeling af Carl's Jr., der var i Aarhus for at følge åbningen:
"Restauranten her er blevet helt fantastisk. Det er stort for os at åbne nummer fem i Danmark nu. Vi fornemmer, at det er et sted, hvor folk gerne vil have bedre hurtig-service og bedre burgere. Over de næste fem år kommer vi til at åbne 14 restauranter i Danmark," fortæller Ron Coolbaugh fra Carl's Jr.