Fisker i nød må sejle sin egen sø

”Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er et nervevrag”, lyder det desperat fra Ejvind Eliasen, der sidder over for mig. I løbet af det seneste halve år har han kæmpet for at få kommunens hjælp til at finde en ældrebolig. En kommune han aldrig før har ligget til last, for han har altid sat en ære i at klare sig selv. Men i nødens stund kan selv en stolt skipper få brug for en håndsrækning fra samfundet, men den kan man kun få, hvis man passer ind i kommunens skemaer. Det gør Ejvind ikke, mener kommunen.

I arbejde som 14-årig

Ejvind kunne sikkert fortæller mange spændende historier fra et langt liv som fisker i Gilleleje Havn. Det har han bare ikke overskud til. For hvad Ejvind havde troet blev en rolig alderdom er i stedet endt som et boligmareridt, han har svært ved at se en vej ud af.
Ejvind har ligesom sin far arbejdet som fisker, siden han som 14-årig købte sin første jolle. Det meste af sit liv i Gilleleje, hvor han slår sig ned med sin kone i 1967. Arbejdet som fisker er benhårdt, men Ejvind trivedes i den lille havneby og bliver hurtigt anerkendt blandt kollegaerne som en arbejdsom og dygtigt mand. Børnene vokser op og flyver fra reden, og ligesom sin far bliver sønnen fisker, og drager mod Vesterhavet. Ejvind selv bliver i sit elskede Gilleleje, og selvom de mange år på havet efterhånden har sat sine fysiske spor, har han ingen planer om at droppe fiskeriet. Han kan ikke forestille sig et liv væk fra havet. Men så sker der noget, der vender op og ned på Ejvinds tilværelse.

En svær tid

Ejvinds kone får kræft og dør. Det er 12 år siden nu, og alting bliver pludselig lidt sværere. Det er også blevet sværere at klare fiskeriet. Der kommer flere og flere regler, og der skal udfyldes et hav af papirer hele tiden. Det er uoverskueligt for Ejvind, der ikke har meget uddannelse med i bagagen. Så han sælger sin båd og køber en mindre jolle, for med garnfiskeriet er der ikke nær så mange regler. Men heller ikke så mange penge, og det kan mærkes på økonomien. For at kunne betale regningerne tager Ejvind lån i huset, men til sidst må han erkende, at det ikke hænger sammen. Han kan heller ikke rigtig komme op og ned i jollen mere, efter han har fået opereret begge knæ, og han kæmper også med smerter i ryggen. Øjnene er den også gal med. Han kan ikke se på det ene øje og er ved at miste synet på det andet. Så han sælger jollen, og det giver ham nok penge til at betale af på lånene i huset i et stykke tid. Men en dag er der ikke mere tilbage, og Ejvind erkender, at han er nødt til at sætte huset til salg. På den måde kan han betale lånene af, men der vil ikke være noget overskud. Det gør ikke så meget. Ejvind skal jo bare finde et lille sted med tag over hovedet, hvor han kan klare sig for sin folkepension.

Håbløs boligjagt

Ejvind går i gang med at kigge efter en ældrebolig, men det går hurtigt op for ham, at det ikke er så let at finde. En god ven opfordrer ham til at gå til kommunen. Det er Ejvind ikke meget for. Han vil helst klare sig selv. Ikke engang hjemmehjælp har han bedt om. I stedet hjælper en 80-årig nabo ham, når han skal i bad eller der skal købes ind og støvsuges. Maden kan han selv varme i en lille ovn, hvis han sidder på en stol imens, så han ikke belaster knæene, eller falder om, når ham bliver svimmel. Det gør han ofte efterhånden, og til sidst får en god ven alligevel overtalt ham til at gå til kommunen.
”Du har aldrig bedt om noget, du er 82 og har betalt skat hele dit liv, selvfølgelig vil de hjælpe dig”, siger vennen. Men sådan ser den kommunale virkelighed, der møder Ejvind langt fra ud.

Udfyld et skema

Med hjælp fra sin yngre ven, en tidligere kunde, der kan finde rundt i kommunens borgerdigitale univers, får Ejvind sendt en ansøgning om bolighjælp af sted. Han får et skema tilbage – det første af mange skal det vise sig. Her skal han blandt andet svare på, om han har hjemmeboende børn under 18, og hvor de skal gå i skole. Det har Eivind ikke. Faktisk passer han ikke rigtig ind i flere af felterne på skemaet, men der står, at de skal udfyldes, så det gør Ejvind. Herefter venter han på svar, men der går flere uger, uden han hører noget. Til sidst mister vennen tålmodigheden og ringer til kommunen. De er ved at lave et nyt skema, der passer bedre, det skal bare lige være klar, får han at vide.

Ikke kommunens problem

Det nye skema, ligner det gamle til forveksling. Men Ejvind får det udfyldt og sendt tilbage til kommunen. Så kommer der en dame fra kommunen på besøg. Hun går en runde og kigger på huset. Hun taler også kort med Ejvind, der prøver at forklare, at det ikke giver så meget mening at kigge på huset, da det jo er ved at blive solgt, men han føler ikke rigtig damen lytter. Hun vil heller ikke have en udtalelse fra hans læge. Den slags vurderer de nemlig selv, lyder det. Kort efter damens besøg kommer svaret fra kommunen. Det er et afslag. I afslaget står, at han ikke udfylder kommunens visitationskrav, han har jo en bolig. Men han er velkommen til at klage står der til sidst i brevet.

Prøv igen Ejvind

Så det gør Ejvind. Igen får Eivind et nyt skema fra kommunen, han skal udfylde. Kort efter kommer endnu et afslag.
Ejvind beslutter at tage den lange vej op på rådhuset. Kommunen har fået en borgerrådgiver, måske kan han gøre noget. Ejvind får hjælp af vennen til at komme op på de fine kommunekontorer, og selvom det er rart, at der endelig er nogle, der lytter, hjælper det ikke rigtig. Borgerrådgiveren går endda selv ind og taler med de ansatte i visitationen under mødet. Så kommer han tilbage med et råd om, at Ejvind skal sende en ny ansøgning. Ejvind udfylder igen en masse bokse i et skema, og denne gang lægger vennen sine egne udtalelser om Ejvinds situationen ved, i håb om at det vil hjælpe. Men igen får Ejvind afslag på at få en ældrebolig. Imellemtiden er huset blevet solgt.

Besøg med målebånd

Nu tager nabokonen affære. Hun er så bekymret for Ejvinds boligsituation, at hun beslutter at prøve at hjælpe. Hun ringer til kommunen og taler med store ord. Og så sker der endelig noget. Tror de. Kommunen sender en fysioterapeut, og hun har et målebånd med, for hun skal tjekke om Ejvinds bolig egner sig som ældrebolig. Ejvind forklarer at huset er solgt, men der skal måles alligevel. Sådan er reglerne, siger damen fra kommunen, mens hun måler husets trappetrin. I den efterfølgede rapport, hvor der er brugt tid på at forklare, hvor der kan sættes slidsker op i huset, står også det klart, at boligen uanset hvad ikke egner sig til ældrebolig. Det er nemlig ikke muligt at sikre alle trin, og der er risiko for faldulykker. I rapporten står der også, at Ejvinds fysiske og mentale tilstand er forværret siden sidst ikke mindst på grund af bekymringer om boligsituationen. Alligevel får Ejvind blot endnu et afslag fra Gribskov Kommune. I afslaget lægges vægt på, at Ejvind ikke får hjemmehjælp, så det må betyde, at han sagtens kan klare sig selv. Og han er i øvrigt ikke ufrivillig hjemløs, for han har jo selv solgt sit hus. "Det er ikke vores problem, find dig et herberg eller et hotel", lyder beskeden fra kommunen til Ejvind, der modtog seneste afslag mandag formiddag.

Mennesket eller skemaet?

"Jeg synes, jeg har prøvet alt. Jeg har også sendt mine skattepapirer, så de kan se, at jeg intet har. Jeg har kun min folkepension. På torsdag er jeg hjemløs, men hvor skal jeg gå hen? De taler om, at man vil lave en værdighedspolitik i kommunen, men er det her værdigt?", spørger Ejvind, og retter sig et øjeblik vredt op i stolen. Så synker han træt sammen igen og bøjer hovedet.
"Det er jo ikke fordi, jeg vil være besværlig, det må du altså ikke tro", forsikrer han og fortsætter. "Jeg har bare brug for et lille bitte sted, med tag over hovedet, i nærheden af de venner, der hjælper mig", siger han og sukker opgivende.

Nye skemaer på vej

Mens Ejvind fortæller om sin håbløse situation, er det svært ikke at blive påvirket. Og det hjælper heller ikke at gå en tur på havnen bagefter for at synke det hele. Igen og igen bliver jeg stoppet af Ejvinds tidligere kollegaer.
"Hvor er det godt, I skriver om Ejvind. Det kan kommunen fandeme ikke være bekendt", siger en forbipasserende fisker.
Da jeg senere ringer til kommunen for at høre, hvorfor man ikke kan hjælpe en mand som Ejvind med at finde en ældrebolig, bliver jeg ikke meget klogere.
"Vi kan ikke udtale os om enkeltsager. Vi har nogle helt faste visitationskrav på et skema, man skal passe ind under, for at blive visiteret til en ældrebolig. Men det er da ærgerligt, hvis brugeren har haft en dårlig brugeroplevelse. Vi arbejder hele tiden på at forbedre dette, og på at lave nye og bedre skemaer", lyder svaret fra visitationskontorets teamleder Stine Løfgreen Tvedens.