Fortsæt til indhold

Kræftfremkaldende giftstof fundet i urinprøver fra kvinder og børn

Krimi
Af Marie Varming

Der er fundet rester af det kræftfremkaldende stof glyphosat i urinprøver, som blandt andet stammer fra Gentofte.

Det er professor i toksikologi, Lisbeth E. Knudsen fra Institut fra Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der har fundet de giftige rester i et parti urinprøver fra kvinder og børn. Prøverne stammer fra en helt anden undersøgelse fra 2011, hvor testpersonerne tilfældigvis var kvinder og deres børn fra Viby Sjælland og Gentofte.

"Jeg havde et parti urinprøver liggende i fryseren, og dem besluttede jeg mig for at teste for glyphosat", siger forskeren.

Undersøgelsen viste, at samtlige af de 27 urinprøver indeholdt rester af glyphosat, som er kræftfremkaldende, og Lisbeth E. Knudsen er ikke i tvivl om, hvor det stammer fra.

"Det stammer fra Roundup, som man bruger i landbruget", siger hun.

Lisbeth E. Knudsen anerkender, at Roundup også bruges i haver, men det er ikke det største problem.

”Jeg vil ikke anbefale nogen at bruge Roundup i haver, og slet ikke hvis man dyrker sine egne grøntsager, men det største problem er landbruget, som stadig bruger Roundup. Jeg synes, det skulle forbydes så hurtigt som muligt”, siger hun og understreger, at det er tilfældigt, at prøverne netop stammer fra Gentofte og Viby Sjælland.

”Jeg benyttede mig af, at jeg havde prøverne liggende i forvejen, og jeg har intet belæg for at tro, at problemet er større i Gentofte end andre steder i landet”.

Lisbeth E. Knudsen oplyser, at der ikke er tale om en stor videnskabelig undersøgelse, da der kun er taget udgangspunkt i de 27 urinprøver, men hun håber nu at samle finansiering til netop en sådan større landsdækkende undersøgelse.