Fortsæt til indhold

Nu advares børnefamilier

Henning Neidhardts hund Walde blev bidt, da den snusede omkring på stranden i Tisvilde. Nu advarer han børnefamilier

Krimi
Af Jeppe Helkov

ADVARSEl: En hyggelig lørdagstur til stranden udviklede sig sidste weekend til et regulært mareridt for Henning Neidhardt. Sammen med sin hund Walde havde han været på en gåtur i solens varme stråler på Tisvilde Stand, men da han satte sig på en af bænkene ud for grusparkeringspladsen, ændrede dagen med ét fuldstændig karakter.
"Jeg satte mig på bænken for at børste sand af min sko, og Walde gik rundt og snusede lidt. Men jeg lagde ikke mærke til noget mærkeligt. Så gik vi over til bilen, og der var heller ikke noget," fortæller Henning Neidhardt.
Det var først, da de kom hjem, at det gik op for Henning Neidhardt, at noget var helt galt.
"Walde begyndte at sitre - og han havde fråde i hele hovedet. Han gispede efter vejret, og øjnene kørte rundt i hovedet."
Henning Neidhardt skyndte sig at slå symptomerne op på nettet – og her kom slangebid hurtig op som mulighed. Derfor ringede han til akutdyrlægen. Og herfra lød beskeden, at han Henning Neidhardt skulle komme med det samme.
"Dyrlægen sagde, det var godt, jeg havde handlet så hurtig. Havde jeg ventet 10 minutter yderligere, havde Walde ikke været her længere."
Det viste sig, at en hugorm havde bidt Walde på kæben - og at giften fra bidet altså var lige ved at tage livet af den normalt så frejdige Welsh Springer Spaniel.
LÆS OGSÅ:
Morgenchok: Kvinde fandt kvælerslange på badeværelset
Hele sagen får nu Henning Neidhardt til at komme med en advarsel. Ikke bare til andre hundeejere, men også til børnefamilier.
"Der er tusindvis af mennesker på Tisvilde Strand hele sommeren, og det her understreger bare, at man skal se sig for, når man bevæger sig omkring. Walde vejer 10 kg., og her tre dage efter kan han stadig knap gå eller stå. Prøv at forestil dig, hvad der så ville ske, hvis det var et lille barn, der var blevet bidt," siger han.
Især én ting bekymrer Henning Neidhardt.
"Det her skete ikke på en eller anden afsides sti. Det var lige, hvor klitterne begynder. Lige ved den første bænk, hvor mange stopper og holder pause. Og dér er der jo børn, der selv løber rundt og leger. Mange tænker ikke, der er slanger helt dernede, fordi det er en klitrække. Men hugormen havde sikkert ligget og solet sig, da den blev forstyrret."
"De er bange for os mennesker, men hvis man overrasker dem, kan det her altså ske. Denne gang var det en hund, der blev bidt - men det kan være et lille barn næste gang. Det kan være dødsens farligt," siger han.