Fortsæt til indhold

Langt færre fyrværkeriskader i Region Hovedstaden i år

Der var heldigvis ikke lige så mange, der kom til skade med fyrværkeri i Region Hovedstaden i år, hvis man sammenligner med sidste år

Krimi
Martin Warming

Nytårsaften og særlig nytårsnat er traditionelt blandt de travleste tidspunkter på året - og i år var heller ingen undtagelse i Region Hovedstaden.
I år fik vagtcentralen på 1-1-2 465 opkald fra klokken 18 den 31. december til klokken 6 nytårsmorgen. Sidste år var der 540 opkald til 112, og dermed er der sket et lille fald i forhold til sidste år.
Også Region Hovedstadens akuttelefon 1813 fik i år et fald i antallet af telefonhenvendelser. Borgerne i Region Hovedstaden ringede i alt 771 gange fra klokken 18 den 31. december til klokken 6. Sidste år var der 880 opkald i samme periode, oplyser Region Hovedastaden på sin hjemmeside.
Trods mange udrykninger med ambulancer og akutlægebil i regionen var der i år færre kørsler sammenlignet med sidste år. I år har der således været i alt 398 kørsler mod 428 kørsler sidste år.
I år har der samlet været i alt 37 skader relateret til fyrværkeri. Heraf 15 øjenskader, 11 håndskader og ni brandskader. Der er tale om et væsentligt fald i forhold til håndskader, som sidste år lå på 43, men også på det samlede antal skader relateret til fyrværkeri, som var helt oppe på 90 sidste år.
I Region Hovedstaden blev tre patienter i år indlagt med alvorlige øjenskader på grund af nytårsfyrværkeri – heraf kom to patienter fra Region Hovedstaden og en patient fra Region Sjælland. Derudover har ni patienter været indlagt ambulant. På landsplan har i alt 10 patienter været indlagt med alvorlige øjeskader, oplyser Region Hovedstaden.