Opfandt sin egen voldtægt
En 23-årig kvinde har indrømmet, at den anmeldelse om voldtægt hun, den 13. februar i år, indgav var falsk. Det skriver JV.dk
Politiet fik anmeldelsen tidligt om morgenen den 13. februar, hvor kvinden fortalte, at hun var på vej hjem fra byen ad Skamlingsvejen, da hun blev overmandet af en mand, som trak hende ned i en grøft og fuldbyrdede en voldtægt.
Området blev efterfølgende afspærret, og politiet havde hundepatruljen ude og lede efter spor.
I løbet af den efterfølgende efterforskning har politiet imidlertid konstateret, at noget ikke stemte.
"Under efterforskningen opdager vi ting, der ikke passer sammen. Vi efterforsker hele vejen rundt. Både det der taler for, og det der taler imod bliver undersøgt," siger leder af lokalpolitiet i Kolding Verner Pedersen til JV.dk.
Han ærgrer sig over de konsekvenser en falsk anmeldelse har.
"Vi tror på anmeldelserne og arbejder på fuldt tryk, så vi skræmmer hele befolkningen op. Det er med til at skabe utryghed, og det ærgrer mig ganske meget. Vi bruger en masse ressourcer, og det går ud over dem, der rent faktisk har været udsat for det," siger Verner Pedersen til JV.dk.