Børn ned til 12 år får lov at skyde på hardballbane
Ugeposten Gribskov kan afsløre at børn ned til 12 år spiller på lokal hardballbane, trods lov om 16+. Politiet er i chok. Ejer afviser
AFSLØRING: "Men vi deler dem op, så der ikke kun er 10-årige på ét hold."
Ugeposten har været på besøg på den lokale hardballbane ved Wewers Teglværk på Ny Mårumvej, og kan nu dokumentere, at folkene bag banen bryder loven bevidst og systematisk.
Som på alle andre baner siger loven, at man skal være 18 år for at spille. Dog kan børn fyldt 16 år få dispensation til at spille, hvis forældre har givet skriftlig tilladelse. Disse regler ser banen på Ny Mårumvej mildest talt stort på, og bryder dermed sikkerhedsreglerne og loven.
Ugeposten har talt med børn, forældre og medarbejdere, der alle bekræfter hvad vi selv så og oplevede, da vi lagde vejen forbi.
Børn ned til 12 år spillede og skød med voksne mænd, mens forældrene så på. Det var åbenlyst, at dette var hverdag og helt almindeligt, og ingen lagde skjul på det.
"Lørdag er for begyndere, og søndag er for de hardcore. Men de opfordrer til, at man tager hensyn. Hvis man vil det vilde, så er det søndag", fortalte en mor til den 12-årige dreng, der var midt i forberedelserne til at skulle spille.
"Her er Politiet så flinke"
En fremtrædende medarbejder på banen bekræftede, at det er helt almindeligt at børn under 16 år spiller på banen, og at alle, også forældre, ser igennem fingre med 16+ reglen.
Det er Badboys Airsoft, der står bag banen kaldet "Værket" eller "Teglværket". Badboys Airsoft driver også en bane i Taastrup kaldet "Skovbanen", men her overholdes loven tilsyneladende.
Medarbejderen fortæller, at politiet i Nordsjællands Politikreds nærmest ser igennem fingre med at mindreårige spiller frit på banen, og at politiet "ikke er så gode til at se efter" når de kommer på patrulje.
"Københavns Politikreds tager tingene nært, det gør de ikke her. Her er politiet så flinke", siger medarbejderen blandt andet.
Ansvarlig hos politiet: "Jeg er chokeret"
Hos Nordsjællands Politi er det betjent Søren Simonsen der godkender baner som denne, og også den konkrete bane ved Græsted.
Søren Simonsen siger til Ugeposten, at han ikke er bekendt med, at børn spiller på banen, og at loven dermed ikke overholdes. "Jeg er chokeret. Det er rystende det du fortæller mig."
Har du aldrig hørt om dette før? Har du aldrig hørt at børn under 16 år skulle spille på "Teglværket", eller været bekendt med politianmeldelser om dette?
"Nej. Aldrig. Og mig bekendt har vi heller ikke fået anmeldelser."
Jeg har ellers et journalnummer på en politianmeldelse fra en borger, der har anmeldt dette, at mindreårige spiller...
(Søren Simonsen tjekker journalnummeret i systemet, og finder en anmeldelse fra 9. juni 2016.)
"Det er nyt for mig. Jeg får ikke automatisk sådanne anmeldelser, så det vidste jeg ikke", siger Søren Simonsen til Ugeposten Gribskov.
En fremtrædende medarbejder derude påstår, at I ikke er så gode til at se efter, om børn spiller, når I kommer forbi. Hvad er din kommenter til det?
"Det er naturligvis ikke korrekt, at vi vil se igennem fingre med det. Det er meget alvorligt, hvis det forholder sig sådan, at børn spiller. Det vil vi se på med stor alvor og følge op på".
Ejer: "Dem der spiller hos mig er 16 år"
Rasmus Ramy Omran står bag Badboys Airsoft, og han afviser overfor Ugeposten, at der foregår systematisk lovbrud på banen ved Wewers Teglværk.
"Det passer ikke. Dem der spiller hos mig er 16 år. Vi tjekker hele tiden, og i øvrigt er politiet også tit forbi, og de havde lukket os for længst, hvis der spillede børn, som du beskriver der. Politiet var ude hos os så sent som i forrige weekend, og der var ikke noget at komme efter", siger Rasmus Ramy Omran til Ugeposten, og fortsætter.
"Det du har oplevet er en fejl, og et engangstilfælde. Vi er hele tiden meget opmærksomme på, at alt er i orden ude hos os. I gamle dage, før det blev en godkendt bane, spillede der børn herude. Men det var dengang. Ikke nu", siger Rasmus Ramy Omran fra Badboys Airsoft til Ugeposten.
Hardball i følge Wikipedia:
Hardball (internationalt kaldet Airsoft) er en hobby/sportsgren. Hardball går ud på at "markere" sin modstander med en softgun. Det kan til forveksling minde om paintball, men markører (våbenet) i hardball er langt mere virkelighedstro hvad angår udseende.