Her er hans dom
For to måneder siden trængte en 50-årig mand ind til sin 39-årige ekskæreste og hendes 27-årige samlever, der bor ved landsbyen Molger vest for Horsens.
Først blev samleveren slået ned med et baseballbat, og derefter angreb manden sin ekskæreste med en kniv. Hun forsøgte at forsvare sig og fik derved snitsår på hænder og arme.
Par overfaldet af kvindens ekskæreste med baseballbat og kniv
Overfaldet skete efter midnat natten til den 4. november. Den 50-årige blev anholdt samme nat og senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet.
Nu har sagen været i retten, og den voldelige ekskæreste har fået en dom på otte måneders fængsel for overfaldet. Det skriver Horsens Folkeblad. Han blev dømt for grov vold samt trusler, våbenbesiddelse og ulovlig indtrængen i ekskærestens bolig.
Kvinden og ekskæresten har to børn sammen. Det ene barn, en teenagepige, overværede overfaldet og måtte vidne i retten mod sin far.
Efter overfaldet fortalte kvinden til politiet, at børnenes far tidligere har været efter hende, men at hun har været i fred for ham i nogle år, indtil han igen fandt hende.
"Men det spillede ikke ind i dommen som sådan. Den er baseret på volden og de øvrige forhold," siger anklager Tanja Mikkelsen fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Den 50-årige mand bor i Helsingør.