Kvindelig cyklist lagt i koma efter færdselsuheld
Kørt til Rigshospitalet med eskorte
En 63-årig kvinde er blevet lagt i kunstigt koma efter det, der måske var et færdselsuheld torsdag eftermiddag.
Det var en hvid Mercedes Sprinter, der var kørt ind i en indkørsel, står der på døgnrapporten. Da chaufføren bakkede ud igen, hørte vedkommende noget bag bilen.
"Om han har ramt kvinden, eller om hun har fået et ildebefindende inden, kan jeg ikke sige," siger konsulent Kurt Aagaard Larsen fra Nordsjællands Politi.
På døgnrapporten står der, at der var tale om en kvindelig cyklist på 63 år fra Hillerød. Der var altså ikke tale om en fodgænger, som Nordsjællands Politi i første omgang meldte ud.
Fredag formiddag melder politiet, at kvinden blev lagt i kunstigt koma og bragt til Rigshospitalet på grund af et hovedtraume.